Vrøgum Lopper skaber liv i byen

Den larmende stilhed, der indfandt sig, da den lokale købmand lukkede for et halvt år siden, blev byens borgere hurtigt enige om ikke skulle have lov at fortsætte.

De to lokale ildsjæle Susanne Sørensen og Sascha Mikkelsen satte sig ned en dag og talte mulighederne igennem og blev hurtigt enige om at gribe tidens tand – nemlig at stable et loppemarked på benene i lokalerne, der hidtil havde fungeret som købmand.

– Der var ikke langt fra tanke til handling, og lige fra dag ét kunne vi mærke en fantastisk opbakning, fortæller Sascha Mikkelsen.

– Der er blevet skabt liv i byen igen – og sammenhold. Her er altid kaffe på kanden og en stol man kan tage et hvil på, og det er tydeligt at mærke, at vi har manglet dette “fællessted”, smiler Sascha.

Lige nu dufter loppemarkedet meget af jul, men du kan også finde møbler, sjove ting fra folks gemmer, og nye fine gaver og nips til hjemmet – med andre ord – det er en oplevelse, der venter i den gamle købmandsbutik i Vrøgum.

FAKTA:

Vrøgum Lopper er et kræmmermarked/reolmarked med salg af vintage, retro, antik, lopper, brugskunst, møbler, tøj, sko, lejetøj mm. Der er mulighed for at leje en stand, hvorfra Vrøgum Lopper står for at sælge dine varer. Åbningstiderne er følgende:

Torsdag fra 15 – 19
Fredag fra 12 – 17
Lørdag og søndag fra 10 – 14

Ønsker man at booke en stand, kan man kontakte Susanne og Sascha i butikkens åbningstid, samt på mail: vrogumlopper@gmail.com