Vild med dans på SFO Troldeloftet

De to finale-par flankeret af showets to studieværter samt de fire dommerpar.

En gruppe piger fra 3.klasse på Brorsonskolen var grebet af ”Vild med dans”-feberen, og ville gerne arrangere ’Vild med dans’ i SFO-en.

Pigerne holdt planlægningsmøder og fik udarbejdet logoer, danseprogram, plakater og plan for udførslen. Der var dog lige en lille forhindring – ingen af dem ville danse! Og da de ikke kunne overtale nogle af de andre børn i SFO’en, måtte personalet træde til, så showet kunne gennemføres.

Pigerne fik bestilt parykker og var i genbrug efter fine gallakjoler, så det kunne blive et brag af et show. Da der kun var to par, blev det selvfølgelig udnævnt til ’finale-showet’. Pigerne fandt selv på navne til de to finale-par – Sofie Kruse og Justin skulle danse mod Zarah og Jack. Arrangementet på SFO Troldeloftet blev det inspirerende show på tv værdigt – der var DJ (Adnan Salkic som ’Adnantonelli orchestra DJ’) med røgmaskine, disko-kugle og blinkende lygter, der var to veloplagte studieværter samt 4 kompetente dommerpar, som skulle uddele point til det dansende personale. Pigerne havde selv fundet frem til tre danse, som de to finale-par skulle kastes ud i: samba, freestyle og romantikdans (sidstnævnte dans var en udfordring for de fire mandlige pædagoger!).

Alt i alt et fantastisk ’Vild med dans’ show i SFO’en, der endte med en kneben sejr til Sofie og Justin, som fik overrakt en pokal af de to studieværter. ”Det er fedt at gribe en af børnenes bolde og mærke deres kreativitet, spontanitet og ihærdighed vokse med opgaven. De har virkelig været i flow og glemt alt om tid og sted for at få skabt den optimale scene for deres egen udgave af ’Vild med dans’. Det har været fedt at gå med dem i denne proces!” udtaler afdelingsleder Michael Møller aka danserinden Sofie Kruse.