Vil du med ud at gå?

’We Walk – hele Danmark går’ rammer landet i uge 41, og der arrangeres også en gåtur i Varde, hvor du er inviteret med.

Der kommer gang i Danmark i den anden uge i oktober, når We Walk-kampagnen løber af stablen med gåture i hele landet. I Varde går man en tur på ca. 3 km i den smukke Varde Ådal. Alle, der har lyst, kan gå med onsdag d. 9. oktober.

Det kommer til at foregå i et stille og roligt tempo, så alle kan være med, og der bliver rig mulighed for at nyde den smukke natur rundt om golfbanen i Varde.

Man er velkommen, uanset om man kommer alene, eller om man tager naboen, familien eller kollegaen under armen. Det vigtigste er frisk luft, bevægelse, skøn natur og en god oplevelse sammen med folk fra nærområdet. Har man lyst, kan man efter gåturen prøve at slå til en golfbold på golfbanens træningsbane.

Fakta

Mødetid: kl. 16.00

Mødested: Parkeringsplads ved Varde Golfklub, Gellerupvej 111B.

Se mere på Facebook: Gåtur for alle i Varde // WE WALK

Kontaktinformation: Varde Golfklub tlf. 7522 4944

 Bag om We Walk

We Walk arrangeres af ’Bevæg dig for livet – løb og gang’, som er et samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Atletik. Bevæg dig for livet-visionen arbejder overordnet for, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation i 2025. Det er DGI og Danmarks Idrætsforbund, der driver Bevæg dig for livet med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden.

DEL