Vi annoncerer markant mindre med døden i avisen

Foto: Bedemand H.J. Madsen
Indenfor de sidste 10 år er interessen for dødsannoncer faldet fra, at tre ud af fire kunder i Bedemand H. J. Madsens afdelinger efterspørger produktet, til at nu blot hver fjerde efterladte har brug for annoncen.

Danskerne er meget traditionsbundne, når det kommer til døden. Det fortæller bedemand Lars Kingo, som er medindehaver af Aarhus største bedemandsforretning, Bedemand  H. J. Madsen.

Selvom de fleste af os giver udtryk for, at vi vil have den store fest med pølsevogn og dans, når vi en dag skal herfra, så bliver det sjældent til noget, medmindre ønskerne er nedskrevet og nøje tilrettelagt på forhånd. Når vi dør, så står de efterladte tit tilbage med opgaven at gennemføre en begravelse, og midt i sorgen der støtter vi os alle i høj grad til det traditionelle, siger Lars Kingo.

En af de faste traditioner vi alligevel er begyndt at bevæge os væk fra er, når vi skal informere fjerne venner og det øvrige lokalsamfund. Dødsannoncen har nemlig oplevet et markant fald i popularitet over de sidste 10-15 år.

Tidligere var det kun hver fjerde, som frabad sig en dødsannonce i forbindelse med begravelsen, men i dag er det nærmere omvendt, hvor kun en fjerdedel faktisk tilvælger avisenfortæller Lars Kingo.

Dødsannoncen er overhalet af Facebook

Hvorfor bedemanden oplever dette skift væk fra den traditionelle dødsannonce, kan der være flere årsager til, det fortæller religionsforsker og sociolog ved Aarhus Universitet, Henrik Reintoft Christensen:

Dødsannoncen forsvinder, fordi kanalen til at kommunikere dødsfaldet ud, er blevet overtaget af noget andet. Med vores øgede tilstedeværelse på de sociale medier, så er det både blevet mere naturligt men også mere relevant at annoncere dødsfald der, hvor venner og familie faktisk ser det, siger Henrik Reintoft Christensen og uddyber:

Så det er ikke fordi, vi er holdt op med at snakke om døden, nærmere tværtimod. Jeg har en forestilling om, at mange danskere gerne vil aftabuisere og tale om døden, men dødsannoncen er bare ikke længere, det vi bruger.

Prisen er også afgørende

At sociale medier har overtaget noget af opgaven ved annonceringen af døden er én side af sagen, men bedemanden Lars Kingo peger også på en anden udfordring, som kan gøre det svært for mange at tilvælge dødsannoncen.

En dødsannonce koster raskvæk mellem kr. 1200,00 -2.000,00, for en enkelt indrykning i avisen, og så er den pludselig en markant post for de efterladte at tage stilling til, fortæller Lars Kingo.

I kontrast til de dyrere trykte dødsannoncer, så er det i stigende grad også blevet populært at indrykke dødsannoncer på nettet, hvor prisen ifølge bedemanden ligger på omkring 600 kr.

DEL