Vestkysten står sammen i ny landsdækkende turismekampagne

Dansk turisme har klaret sig godt de seneste år, og investeringen i nye produkter og overnatningsmuligheder særligt på den jyske vestkyst har båret frugt. Nu er tæppet med ét rykket væk under branchen og tilbage står et erhverv med store økonomiske udfordringer.  Det har fået en række aktører til at gå sammen om en ny Danmarkskampagne, som under overskriften ”Meget mere end bare Danmark” skal gøre op med idéen om, at ferie i Danmark er det kedelige alternativ til en sommerferie i udlandet.

Bag kampagnen står 19 danske destinationer, Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Storbyturisme og VisitDenmark, der sammen har bidraget med 10,7 mio. kr. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har efterfølgende bevilliget 10,3 mio. kr. til kampagnen.

Det er virkelig positivt, at de lokale destinationer er gået sammen i en stor, fælles kampagne over for danskerne. Det er i tider, hvor krisen rammer, at vi virkelig skal bevise, at vi kan rykke noget i fællesskab, og det er jeg overbevist om, at denne kampagne kan. Det er så vigtigt, at danskerne ikke bliver hjemme på terrassen, men oplever Danmark og lægger nogle penge hos turisterhvervet til gavn for hele Danmark, fortæller Sisse Wildt, kommunikationschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme.

Kampagnen tager talemåden ”vi skal bare være i Danmark i år” under kærlig behandling. For Danmark er meget mere end “bare”, og det skal kampagnen minde danskerne om ved at aktivere landets gode sommeroplevelser og på den måde give danskerne lyst til at genopdage deres eget land.

Vestkysten står sammen i modvind  
Også langs den jyske vestkyst har man oplevet mere modvind end normalt gennem coronakrisen, og det har fået de tre vestkystdestinationer Destination Nordvestkysten, Destination Vesterhavet og Destination Sydvestjylland til at danne fælles front om at markedsføre Vestkysten som ét samlet brand i den nationale kampagne.

Turistdestinationerne langs Vestkysten har i mange år markedsført sig over for tyskerne som Die Däniche Nordsee. Det har skabt et stærkt markedsførings- og udviklingssamarbejde. Derfor giver det særlig god mening i år at stå sammen og bygge videre på dette samarbejde i den danske markedsføring og sammen vise Vestkystens variationer og værdifulde oplevelser. Vi har rigtig meget at tilbyde de danske gæster, der hungrer efter god plads, vild natur, brede sandstrande og kvalitetsoplevelser. I år betyder samvær og aktiviteter med familie og venner i ferien mere end nogensinde ovenpå Covid19, siger CEO Liv Thøger-Aldahl fra Destination Vesterhavet.

Kernen i fortællingen er den unikke levemåde, der findes ude vestpå under overskriften ”Life Out West”. Fortællingen skal være med til at skabe stolthed og lokal forankring på tværs af kystens kommunegrænser samt tiltrække turister fra hele landet.

Den danske vestkyst råder samlet set over op mod 18 mio. årlige overnatninger og en turismeomsætning på et tocifret milliardbeløb