Vestjyske skoleelever har knækket læsekoden

En læsekonkurrence giver målbart bedre læseevner blandt skolebørn i Varde Kommune. Denne sommer nåede eleverne at læse over en million sider.

41 skoleklasser i Varde Kommune har denne sommer tilsammen læst præcis 1.006.913 sider i bøger, tegneserier og lydbøger.

Forklaringen er den tilbagevendende konkurrence Klassefighten, der skal motivere elever fra 1. til 6. klasse til at holde vedligeholde og forbedre læsefærdighederne på trods af sommerferien.

Læsetests fra tidligere år viser, at størstedelen af de deltagende elever enten fastholder eller forbedrer deres læsefærdigheder under konkurrencen. Klassefighten bidrager også med et større socialt sammenhold i klasserne, idet man dyster som én samlet klasse mod de øvrige deltagere.

Vinderne afsløres i morgen
Tirsdag den 15. september klokken 10 afsløres det hvilken klasse, der har formået at læse flest sider.

Peter Holm Lindgaard, biblioteksleder på Varde Bibliotek:

”Klassefighten tilføjer et kollektivt konkurrenceelement til læsning, hvilket har vist sig afgørende for elevernes motivation til at fordybe sig i bøgerne. De hjælper hinanden og står sammen som klasse, og for mange er sommerferien blevet en vigtig øjenåbner for litteraturens verden.”