Verdensmesteren, Niklas Landin, tog fusen på Lykkeliga-børn fra Varde Kool Kidz

Varde Kool Kidz sammen med Niklas Landin, som overraskede dem til deres træning

Der var overraskelse og smil i ansigterne på børnene fra Lykkeliga, da Niklas Landin overraskede dem til en træning i Arena Aabenraa. Lykkeligas hold i Varde, Varde Kool Kidz, var også med, og her var der stor glæde, da verdensmesteren overraskede holdet i hallen.
– Det var fantastisk at se børnenes glæde ved at møde Niklas Landin, som er en stor stjerne hos mange af dem. De har jo fulgt med under VM, hvor han var virkelig god, fortæller Camilla Barslund Nielsen, der er træner hos Varde Kool Kidz.

Niklas Landin tog sig god til til at give autografer til børnene fra Varde Kool Kidz.

Lykkeliga samler børn med udviklinghandicaps om fællesskab og glæden ved håndbold.
Overraskelsen var kommet i stand i samarbejde med optikerkæden Louis Nielsen, som har Niklas Landin som deres sundhedsambassadør.
– Niklas Landin er verdensmester, men alle er mestre. Det er Lykkeliga-børnene også. Det ville vi gerne vise ved at overraske dem med et besøg fra Niklas Landin, og man må sige, de blev overraskede og glade. Det var dejligt at se, fortæller idémand bag overraskelsen, Rune Steiness fra Louis Nielsen.

Der var også tid til et billede og en autograf til børnene fra Varde Kool Kidz, da Niklas Landin kom forbi.

Efter overraskelsen fik børnene mulighed for at skyde på mål på verdensmesteren og for mange lykkedes det faktisk at passere den 30-årige landsholdsmålmand. Bagefter fik børnene en autograf og dagen sluttede med et stævne, hvor Lykkeliga-holdene fra området spillede mod hinanden.
Niklas Landin selv var glad for at overraske børnene.
– Jeg mødte den glæde og de smil, som jeg selv kan huske fra jeg spillede håndbold som barn. Det var en virkelig god dag, fortæller han.