Vejers drabet: Den dræbte er nu identificeret

Syd- og Sønderjyllands Politi fremstiller torsdag den 25. maj klokken 08.00 ved Byretten i Esbjerg en 53-årig mand, der er sigtet for drab og drabsforsøg på en campingplads i Vejers.

Politiet blev tilkaldt onsdag den 24. maj om morgenen og har været massivt til stede på gerningsstedet i forbindelse med efterforskningen.

Den afdøde er en 64-årig mand fra Fyn. De pårørende er underrettet.

En 69-årig mand fra Røde Kro-området blev hårdt såret i forbindelse med hændelsen. Vedkommende blev med helikopter fløjet til behandling på Odense Universitetshospital. Personens tilstand er fortsat kritisk. De pårørende er underrettet.

Det står klart, at en kniv har været anvendt som gerningsvåben, lige som det også står klart, at de tre involverede personer var indlogeret på campingpladsen. Men politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse om motiv m.m. i forhold til hændelsen.

Den anholdte er fra Vejle-området.

Det står desuden klart i forbindelse med efterforskningen, at ejeren af campingpladsen kontaktede Syd- og Sønderjyllands Politi to gange tirsdag aften, fordi ejeren var bekymret for den nu anholdte, der viste tegn på at være psykisk syg.

Syd- og Sønderjyllands Politi har undersøgt opkaldene. Og ud fra de oplysninger, der blev givet under samtalerne, var det ikke politiets vurdering, at den nu anholdte var psykisk syg i en sådan grad, at han kunne tvangsindlægges eller i øvrigt var til alvorlig fare for andre borgere.

Efter anholdelsen har en psykiatrisk vurdering af gerningsmanden dog godtgjort, at der er grundlag for at begære den anholdte varetægtsfængslet i surrogat med anbringelse på en psykiatrisk afdeling.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil begære, at grundlovsforhøret finder sted for lukkede døre.

Fik du læst:

Vejers: Drabet fandt sted i baderummet