Vardes unge tog til Hawaii

Varde Ungdomsklub Krathuset var pyntet op til Hawaii-fest med oppustelige palmer, kulørte alkoholfrie drinks og frugt, surfboards, og personalet var iført Hawaii-skjorter og skørter.

50 unge mennesker tog til Hawaii-fest i klubben og havde en god aften med blandt andet ‘Honolulu-rundbold’, hvor keglerne var erstattet af ananas, stoledans og ja, selvfølgelig limbo!

Klubleder Michael Møller var begejstret og roser personalet for deres store indsats: – Det er jo fedt, at man kan trække så mange unge mennesker med over til en omgang rundbold! Og dejligt at se dem og ha’ det sjovt med stoledans!

Der var flere konkurrencer i løbet af aftenen og DJ Ige lé Ananas spillede latino rytmer krydret med tidens toner, som satte gang i dansegulvet. “Det er så fedt at se de unge hygge sig uden alkohol, og vi havde dansende unge mennesker helt ind til lukketid!”, lyder den afsluttende kommentar fra Michael Møller, som bestemt er klar på at tage de unge med til Hawaii igen en anden gang!

 

DEL