Varde: 1.g’ere laver film om festkultur og drikkepres

59 % af unge bliver udsat for drikkepres, når de fester med venner og skolekammerater. Men det vil stadigt flere faktisk gerne gøre op med, så der kommer en festkultur, hvor det er ok at sige nej tak til at drikke alkohol. Tirsdag d. 15. november lavede 1.g’erne på Varde Gymnasium film om problemstillingen.

For at inspirere unge til en festkultur, hvor der er plads til forskellighed og til at sige nej tak til alkohol, afholder Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden for 8. år i træk en filmkonkurrence, som 1. g’ere fra Varde Gymnasium deltog i tirsdag d. 15. november. Her skulle hele årgangen bruge én dag på at producere film, hvor de kommer med deres bud på, hvordan man skaber en festkultur, hvor høje promiller ikke er omdrejningspunktet. Eleverne prøvede kræfter med at idéudvikle, skrive manuskript, tegne storyboard, filme og redigere en kort kampagnefilm på en mobil eller iPad. I alt 30 gymnasier deltager i konkurrencen, hvor vinderen får 5.000 kr. til at skabe god energi til et arrangement på skolen, eksempelvis en DJ til festen eller et indslag til en cafeaften.

Unge vil skabe en mere rummelig fest

Drikkepres er en problemstilling, der fylder meget blandt de unge. Det fremgår af rapporten ”Unges alkoholvaner i Danmark 2021”. Seks ud af 10 af 15-25-årige har én eller flere gange oplevet, at deres venner har forsøgt at få dem til at drikke mere alkohol, end de havde lyst til. Næsten hver tredje har selv én eller flere gange forsøgt at få en ven til at drikke mere alkohol, selvom personen har sagt nej. Hver fjerde 15-25-årige drikker nogle gange eller ofte mere alkohol, end de har lyst til, fordi de føler, at det forventes. Men hele 88 % af de unge mener, at vi skal have en alkoholkultur, hvor alle accepterer et ’nej tak’ til alkohol. I 2017 var det blot 64 %, der mente dette, mens det i 2019 var 81 %, så der er sket en markant udvikling i holdningen til dette spørgsmål.

 »Vores undersøgelser viser, at et stort flertal af unge ønsker en ny og mere rummelig festkultur, hvor alkohol ikke er en forudsætning for at være med i fællesskabet.  I filmkonkurrencen giver vi unge mulighed for at komme med deres kreative bud på, hvordan vi kommer derhen, « siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne ’Fuld af liv’.

»Vi håber, at konkurrencen kan give inspiration til de unge og være med til at sætte fokus på, at fest og farver ikke nødvendigvis går hånd i hånd med alkohol. Måske bliver man endda sjovere og hyggeligere at være sammen med, hvis man skruer lidt ned for alkoholindtaget eller slet ikke drikker,« siger Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden.