Varde Torv fyldes med musik og glade cykelfolk

Cykel for sagen 2018. Foto: Cykel for Sagen
Cykel for Sagen 2019 afsluttes søndag den 18. august 2019 med en festlig eftermiddag på Varde Torv. 

Arrangementet skydes i gang kl. 15:00 med live orkester og kort derefter ankommer mere end 100 cykelryttere til Torvet efter en lang tre-dages cykeltur fra Skagen.

På Torvet ventes flere hundrede interesserede og familiemedlemmer at stå klar med flag og vel fortjente klapsalver.

På turen har rytterne, af sikkerhedshensyn, cyklet i mindre grupper, men efter Næsbjerg samles de i én stor gruppe, og cykler samlet ind mod Torvet, der i dagens anledning vil være afspærret for øvrig trafik.

Det er foreningen CykelforSagen, som er arrangør og i 2019 er det 9. gang løbet gennemføres.

I løbet af eftermiddagen vil der være taler med velkomst af borgmester Erik Buhl og foreningen vil uddele donationer fra det overskud, som deltagerne har ”kørt ind” på årets tur.

Ud over mere end 100 cyklister, kommer der også henved 20 hjælpere, som undervejs har hjulpet med mad, flytning af bagage og meget mere. I forbindelse med arrangementet på Torvet bistår Lions Club Varde med den praktiske afvikling.

Festlighederne forventes afsluttet omkring kl. 17:00

DEL