Varde Sommerspil er klar til at sætte holdet

Den 29. og 30. oktober var der audition på 7-kanten og Varde Sommerspils forestilling 2017 Midt om Natten.

Den 29. juni 2017 er der premiere på Midt om Natten, det 40’tyvende sommerspil i Varde. Og holdet er næsten sat. I weekenden var der audition til forestillingen. Det endte med næsten 80 tilmeldte, hvoraf der skal bruges ca. 50.

– Niveauet var forbavsende højt, udtaler Carsten Friis, Sommerspillets instruktør. – Selvfølgelig kom alle de velprøvede 7-kantere, men heldigvis var der også mange nye ansigter deriblandt tre syriske flygtninge. – Der er usædvanligt meget talent i Vestjylland, siger Hans Gundesen, formand for Varde Sommerspil. Det skyldes ikke mindst, at der i Jylland er et gammelt og stadig livskraftigt foreningsliv omkring teater, men også efterskoler som Varde Egnens Efterskole og Vostrup Efterskole har betydning for ungdommens lyst og talent for teater.

Den næste måneds tid skal bruges til at få kabalen til at gå op. Hvem der skal spille hvad. – Vælger vi nu en lille mand til hovedrollen, så skal hans kvindelige modstykke jo svare i højden. – Og alderen betyder også en del, fortæller Hans Gundesen. – Men jeg kan sige så meget lige nu, at vi får en rigtig god trup, mestendels af helt lokale spillere, lige som vi har ønsket det til vores forestilling nr. 40.

Skuespillerne kan forvente at få besked omkring 1. december. Prøverne begynder til marts. Der kan købes billetter allerede fra den 1. december. – Det er en service for dem, der gerne vil købe en god julegave, meddeler Hans Gundesen. – Vi giver ovenikøbet 15% rabat i december. I januar får alle 7-kantens vip-kunder mulighed for at købe med 15% rabat og endelig starter billetsalget fuldt op fra februar måned. Man kan blive Vip-kunde ved at tilmelde sig 7-kantens nyhedsbreve via foreningens hjemmeside.