Varde Muay Thai – din lokale kampsportklub

Det er nu et år siden, Varde Muay Thai blev stiftet, og på det ene år melder klubben om en rivende udvikling. Bag konceptet i Varde står blandt andre Martin Grimshaw, som er tilflytter fra Bolton i England. I dag bor han i Varde sammen med sin familie.

– Der er tale om en helt unik sport. Her dyrker man intens motion, lærer en masse teknikker, samtidig med at vi har det rigtig hyggeligt, fortæller Martin, hvis hold tæller alderen fra 5 år, og hvor den ældste aktive i klubben pt. er 54 år.

– Ja, det er så mig, der er den ældste, griner Kirsten med efternavnet Pedersen.

Hun træner jævnligt i klubben, sammen med sine to voksne børn.

– Jeg kan især godt lide konditions træningen,  altså det her med, at Martin for eksempel siger, at nu skal alle tage armbøjninger i 30 sekunder – og ikke at “nu skal alle tage 30 armbøjninger”. På den måde kan alle være med. Og på hver sit niveau, siger Kirsten, der også er kasserer i klubben.

Varde Muay Thai har lokaler på Enghavevej 4 i Varde, og man er velkommen til at kigge ned og prøve træningen et par gange, inden man melder sig ind.

Børnehold:
Træningen foregår med bare fødder og de handsker man skal bruge, kan man låne i klubben. Det er en rigtig god ide at medbringe en drikkedunk med vand.

Vores børnehold træner to gange om ugen og her kan alle være med, både drenge og piger, i alle aldre. På børneholdet trænes der selvfølgelig Muay Thai, men vi laver også en masse små lege og konkurrencer i løbet af træningen. Vi starter træningen med at varme op, da det er rigtig vigtigt at kroppen er varm, før vi begynder på Muay Thai, for at undgå skader.
Opvarmningen er meget forskellig fra træning til træning. Nogle af de programmer som vi kører igennem indeholder blandt andet leg, som kan være fangeleg, dødbold osv. En del af opvarmningen kan være små konkurrencer, hvor børnene bliver delt op i hold og skal konkurrere mod de andre hold, i forskellige fysiske øvelser. Cirkeltræning kan også være en del af opvarmningen, her er der en masse stationer som alle skal igennem på skift. Hver station er en øvelse og øvelserne kan for eksempel være mavebøjninger, sjipning, spark på sæk, slag på sæk osv. Der er børnetræning onsdag: 16.15 – 17.15 og fredag: 15.15 – 16.15.

LÆS MERE OM KLUBBEN HER

Voksenhold:
Træningen foregår med bare fødder og de handsker man skal bruge, kan man låne i klubben. Det er en rigtig god ide at medbringe en drikkedunk med vand.
Muay Thai træning er for både motionister og folk som gerne vil i kamp. Alder, køn og fysisk form, er underordnet. Du bestemmer selv tempoet og hvor mange gange om ugen du vil træne. Ingen bliver presset til noget, de ikke kan eller vil. Ønsker du at tabe dig, eller opbygge en større muskelmasse, så er Muay Thai en træningsform, hvor hele kroppen bliver arbejdet godt igennem. Mauy Thai trænes på hold, men træningen er tilrettelagt således, at den passer til hver enkelt medlem. Man deltager på det niveau som man er på, lige fra begynder til øvet, eller kamptræning. Voksenholdet træner tre gange om ugen, men det er op til dig, hvor ofte du vil træne. Der trænes voksne på følgende tidspunkter:

Mandag: 17.30 – 19.00
Mandag: 19.15 – 20.30
Onsdag: 17.30 – 19.00
Fredag: 16.30 – 18.00

LÆS MERE OM KLUBBEN HER

OM klubben:
Varde Muay Thai startede op som et forsøg i en anden sportsklub, for at se om Muay Thai kunne have en interesse for Vardes fritidsliv. Det var lidt tilfældigt, da en Muay Thai træner var flyttet fra England til Danmark med sin familie. Muay Thai havde altid været en del af deres liv og de ville gerne fortsætte træningen i Danmark. For den engelske familie var der langt til den nærmeste Muay Thai klub, så derfor greb de muligheden for at starte et hold op selv. Dette blev hurtigt en stor succes, så inden for ganske kort tid havde Varde Muay Thai fået pladsproblemer. Herefter blev det besluttet, at Varde Muay Thai skulle være en selvstændig klub. Varde Muay Thai blev derfor stiftet ved en generalforsamling den 3. august 2016. Da Varde Muay Thai kom fra en anden klub, havde vi hverken, lokaler, udstyr eller penge. Det var derfor en ret hård start for klubben, men heldigvis tilbød trænerens gamle klub i England, at vi kunne købe udstyr igennem dem og dermed gøre brug af deres rabatter. Samtidig havde Englænderne besluttet sig at træde ud af EU, så kursen på det Engelske pund faldt voldsomt. Dette gav klubben en stor fordel, da alt udstyret skulle bestilles hjem.

Starten for klubben var meget problematisk, med hensyn til lokaler. Der blev hurtigt fundet nogle lokaler, men da der var stor interesse for Muay Thai træningen, blev vi nødsaget til at skifte lokaler efter meget kort tid. Heldigvis skulle vi kun flytte til en anden bygning, på samme adresse. Her var klubben i ca. 2 måneder, inden den igen var nødt til at flytte. De to flytninger skyldes problemer mellem udlejer og kommunen, i forbindelse med godkendelse af lokalerne.
Klubben var derfor uden lokaler i to uger, og træningen var derfor på pause i disse uger. Heldigvis blev der hurtigt fundet nye og super gode lokaler, hvor klubben kunne flytte til. Adressen til klubben er nu Enghavevej 4, 6800 Varde.
Dagen efter klubben havde fået nøglerne til de nye lokaler, var udlejeren allerede i gang med de forbedringer og reparationer som skulle ordnes, for at lokalerne kunne blive godkendt af kommunen.

Da klubben startede op i August 2016, var vi så heldige at få et sponsorat fra Jem & Fix på 25.000 kr. Sponsoratet var et gavekort. Klubben kunne med dette gavekort, hente hvad der skulle bruges til at opbygge de nye gode lokaler. Heldigvis havde vi ikke nået at få bygget ret meget, i forbindelse med de første to lejemål. Derfor havde vi stadig de materialer som allerede var indkøbt til at opbygge lokalerne. De næste planer for ombygning er at opbygge en kamp ring, omklædningsrum og bænke. Samt at få malet i alle lokalerne.

Tilgangen af medlemmer har været overvældende og langt over forventning. Allerede ved årsskiftet 2016/2017, var medlemstallet på over 50 for både børn og voksne.

LÆS MERE HER