Varde Kommune søsætter stort tandpleje-projekt for ældre

God mundhygiejne skaber trivsel og forebygger sygdomme. Derfor sætter Varde Kommune nu fokus på sundere tænder hos de af kommunens ældre borgere, som har svært ved at sikre en god mundhygiejne på egen hånd.

Årsagen er, at markant flere ældre end tidligere beholder deres egne tænder. Det har givet et større behov for at yde en ekstra indsats i forhold til tandplejen på ældreområdet, og især over for de borgere, som over tid får sværere ved at holde tænderne selv.

Mundhygiejnen er særlig vigtig, fordi ny forskning viser, at der kan være sammenhæng mellem dårlig mundhygiejne og udvikling af en række almensygdomme.

Som et led i projektet skal personalet på ældreområdet det næste års tid igennem flere undervisningsforløb med fokus på mundhygiejne og forebyggelse, så de kan blive endnu bedre til at reagere, når de ser tegn på, at de ældres tand- og mundhygiejne er utilstrækkelig.

Samtidigt skal projektet bidrage til en systematisering og forbedring af den daglige tandpleje.
Det skal opnås ved brug af fx instruktionsvideoer på nettet og gennemgang af borgerens tandplejemidler. Alle tiltag er beskrevet på et specielt tandkort til medarbejderne, som følger dem gennem forløbet.
– Hvis den daglige tandpleje bliver sprunget over, eller hvis borgeren reelt ikke kan klare tandbørstningen selv, så kan det gå galt. Dårlig mundhygiejne kan for eksempel føre til lungebetændelse, og der kan også være en sammenhæng til hjerte/karsygdomme. Derfor er tandplejen en meget vigtig del af sundhedsarbejdet på ældreområdet og et område, som vi nu prioriterer op, siger ældrechef i Varde Kommune, Thorkild Sloth Pedersen.
– Vi regner med, at vores øgede fokus på området vil betyde, at både personale og de ældre borgere bliver endnu mere bevidste om, hvor vigtig god mundhygiejne er for de ældre, og at det i sidste ende fører til sundere og mere raske borgere, tilføjer han.

FAKTA:

• Alle fastansatte medarbejdere på ældreområdet skal gennem undervisningsforløbene.
• Det er som udgangspunkt borgere, der modtager hjemmehjælp, eller som bor på plejehjem, der er i målgruppen for projektet.
• Borgerne bliver visiteret til ordningen efter behov.
• Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Varde Kommunale Tandpleje og det offentligt-private firma Tandplejeinformationen OPP.
• Varde Kommunale Tandpleje er med i både projektstyringen og undervisningen.