Varde Kommune har regionens bedste internetforbindelse

Kortet viser andelen af alle boliger og virksomheder, der har adgang til bredbånd med 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload i de syddanske kommuner i 2017. Kilde: Region Syddanmark og tjekditnet.dk

I Varde Kommune kan stort set alle borgere og virksomheder være på en internetforbindelse, der svarer til Region Syddanmarks målsætning for 2020.
For selvom Varde Kommune arealmæssigt er Danmarks femtestørste kommune, har 99 procent af alle boliger og virksomheder adgang til bredbånd med 100 Mbit/s-download og 30 Mbit/s-upload.
Det viser en ny opgørelse med de nyeste tal (2017) fra Region Syddanmark, der bygger på tal fra Tjekditnet.dk.
Bosætningskonsulent i Varde Kommune, Jørgen Nielbæk:
– I dagens Danmark er det helt afgørende, at man har mulighed for en hurtig og sikker internetopkobling. Ungerne mødes online og gamer, og vi andre vil samtidig gerne kunne sidde inde i stuen og streame en god film uden at blive afbrudt.
– Det kan måske overraske, at vi i en så stor geografisk kommune her på Vestkysten har så godt internet, men det er takket være en ihærdig indsats. For eksempel var vi i en tidlig fase vakse ved havelågen, da Syd Energi meldte sig klar til at investere i infrastrukturen, og så har vi en masse ildsjæle i vores mange lokalsamfund, der ikke har været bange for at gå ud og grave fibernet ned med egne kræfter.

DEL