Varde Golfklub går ind for at redde liv

En ansøgning til Trygfonden har båret frugt i form af et sponsoreret skab til golfklubbens hjertestarter.

Hjertestarteren, som før hang i lobbyen i kælderplan, er nu flyttet udendørs og dermed tilgængelig for alle døgnet rundt.

–  Alle kan komme ud for en ulykke uanset alder. Her i golfklubben har vi mange medlemmer over 50 år og risikoen for hjertetilfælde stiger, jo ældre man bliver. Vi ønsker at tage vare på vore medlemmer, så derfor har vi faktisk to hjertestartere på matriklen – og takket være det nye skab er begge hjertestartere tilgængelig døgnets 24 timer. Den ene hjertestarter befinder sig på banen og den anden ved klubhuset, siger formand Dan B. Larsen og fortsætter, at det jo ikke kun er golfklubbens medlemmer, som kan benytte sig af hjertestarterne, men at hjertestarterne er tilmeldt www.hjertestarter.dk og 1-1-2 henviser til golfklubben.

DEL