Varde BMX høstede pokaler ved National Cup

Foto: Varde BMX Klub

I den forgangne weekend blev årets sidste to afdelinger af den prestigefyldte National Cup afholdt i Taulov. Fra Varde BMX har 14 danske kørere været på deltagerlisten i år, ligesom de to norske kvinder, som holder til i Varde BMX, har deltaget. Det lykkedes Varde BMX at tage 11 pokaler med hjem i den samlede stilling, herunder to førstepladser, tre andenpladser, en tredjeplads og fire fjerdepladser, så der er leveret særdeles godkendte præstationer henover årets otte afdelinger.

Flotte præstationer ved sommerens internationale løb

I forbindelse med sommerferien er der blevet afholdt europamesterskab, verdensmesterskab og nordisk mesterskab i BMX i hhv. Letland, Belgien og Sverige. Varde BMX var repræsenteret ved alle tre begivenheder.

Bolette Schlüter og søskendeparret Kasper og Sille Mikkelsen fra Varde BMX havde sat kursen mod EM i Letland, og de kørte alle tre rigtigt flotte omgange. Sille Mikkelsen nåede for tredje år i træk til finalen og endte i år på en meget flot fjerdeplads. Kasper Mikkelsen måtte se sig slået i kvartfinalen, mens Bolette Schlüter desværre ikke gik videre fra de indledende motos.

Ved VM i Belgien deltog Varde-kørerne Mirian Uhre, søskendeparret Simon og Tobias Wollesen, søskendeparret Kasper og Sille Mikkelsen samt Nikolaj Højgaard. De seks kørere fra Varde BMX leverede superflotte præstationer, og tre af dem gik videre fra de indledende motos. Simon Wollesen nåede til 16.delsfinalen, Kasper Mikkelsen til kvartfinalen, mens Sille Mikkelsen kæmpede sig til en plads i semifinalen.

Ud over de seks danske kørere fra Varde BMX, deltog også klubbens to norske kørere ved VM i Belgien, hvoraf den ene, Hege Idsøe, på imponerende vis fik kørt sig til en meget flot andenplads.

Ved NM i Sverige nåede seks kørere fra Varde BMX til finalerne. Bolette Schlüter og Sille Mikkelsen forsvarede i sikker stil deres titler som nordiske mestre. Kasper Mikkelsen fik en flot andenplads, Sophie Vinding fik en tredjeplads, mens søskendeparret Simon og Tobias Wollesen blev nr. 5 og nr. 8 i deres finaler.

Varde BMX-klub er vi meget stolt over alle de flotte præstationer, som kørerne har leveret både nationalt og internationalt i 2019.

Jysk-fynsk mesterskab i Varde

BMX-sæsonen er efterhånden ved at gå på hæld, men inden der lukkes ned for løbssæson 2019, er der DM i Sorø d. 29. september, hvor mange af kørerne fra Varde BMX, herunder klubbens fem forsvarende danmarksmestre, vil kæmpe om podiepladserne.

Løbssæsonen afsluttes i Varde den sidste weekend i oktober, hvor Varde BMX om lørdagen er vært ved sidste afdeling af årets Jysk Cup, mens der om søndagen afholdes Jysk-fynsk mesterskab. Alle er velkomne til at kigge forbi BMX-banen i Højgårdsparken, hvor der helt sikkert kan opleves højt tempo og fedt ræs på banen.

DEL