Varde Atletklub har været vidt omkring

Fredag var Lasse Bo og Jonas Harring til stævne i Hornslet. Jonas var oppe at bokse en opvisningskamp mod en lokal bokser for lige at være toptunet til det næste hjemmestævne fredag den 15. marts. Og han viste, at formen er super. Lasse boksede sin tredje kamp. Han startede super godt, men løb tør for energi, som kampen skred frem. Lasse har været syg op til kampen, men var snart helt på toppen igen. Han tabte, men er klar til revanche på hjemmebane.

Lørdag var Malthe Kyndesen i Randers, hvor han mødte en rigtig hård fighter, men Malthe boksede en klog kamp og vandt i flot stil 4-1.

Victor Osipowski, Gustav Mortensen og Sean Larsen var i Polen. Sean var nede og sparre mod nogle stærke polske boksere for at være total klar til hjemmestævnet. Gustav mødte en polsk landsholdsbokser og som altid var Gustav over sin modstander fra starten og styrede ham rundt i ringen. Gustav boksede en super kamp og vandt klart 5-0 og efter stævnet blev han kåret til stævnets bedste bokser. Mega stærkt.

Victor mødte en høj russisk bokser. Men Victor var hurtigere end sin modstander og ramte med mange flotte slagserier og er sin modstander klart overlegen og vandt 5-0.

Så en flot weekend for Varde Atlet Klub. Vi glæder os til at vise vores boksere frem i Lerpøthallen fredag den 15. marts kl. 19.

DEL