Ungehuset i Varde: Masser af oplevelser!

Medlemmer af Ungehuset støttede Cykel for Sagen med salg af vafler på torvet søndags

Af Alberte Højgaard / Ungeredaktionen

Lad det være slået fast – Ungehuset i Varde fungerer bare!

Ungehuset er Vardes mødested for unge mellem 15-25 år. Det er ungerådets styregruppe, der administrerer Ungehuset, og vi sørger for at afholde en masse arrangementer. Og her er plads til alle – en almindelig aften, hvor man dumper ind, kan man blandt andet opleve alt lige fra Jukis BANKO til filmaften, pizza-hygge og politiske debataftener. Det er en mangfoldighed uden grænser.

Ungehuset byder også på oplevelser, hvor fokus er at gøre en forskel. Forleden valgte vi i Ungehuset at deltage i Cykel for Sagen på Varde torv, hvor vi solgte vafler, og alt overskud gik til Cykel For Sagen. Udover at kunne hjælpe en forening, så er det hyggeligt at mødes og lave den slags sammen. Vi havde en rigtig god dag på torvet!

Dagen forinden havde Juki, der er unge-guide i Varde Kommune, inviteret styregruppen med på en udflugt. Her ventede en helt vildt fed dag i Middelfart Marina – vi sejlede helt selv matchrace-båd på 37 fod og 4 tons. Så Ungehuset er bare en verden fuld af oplevelser!

HVAD ER UNGERÅDET?

Ungerådet i Varde Kommune består af et ubegrænset antal unge, mellem 15 og 25 år.Så har DU interesse for at komme med dine forslag, dine ideer, dine meninger til hvorledes Varde Kommune bliver et endnu bedre sted at være ung i, så meld dig ind i Ungerådet !Deltag i Ungerådets møder og få medindflydelse! Blandt Ungerådets medlemmer vælges en gang årligt en Styregruppe hvor af formand, næstformand og kasserer vælges.

Har du lyst til at blive en del af Varde Ungehus, så følg Ungehusets Facebookside og kig forbi til en af de hyggeaftener, der er. Du er mere end velkommen!

DEL