UngeCamp: De er så seje – de her drenge!

Skoleleder Toke i midten sammen med to af de seje elever, Philip og Bertram

I sidste uge var der på alle måder høj puls på Skovlund Efterskole. 25 drenge fra kommunens 7., 8., 9., og 10. klasser har nemlig deltaget i UngeCamp – og det er ikke gået stille for sig.

– Vi arbejder ud fra individuel tilrettelæggelse på den måde, at hver elev er blevet testet, og så arbejdes der intenst med at styrke den enkelte, forklarer Toke Knudsmark, der er leder af Ungdomsskolen, der står bag UngeCampen – inspireret af Drengeakademiet.

De 25 drenge og ungdomsskolens lærere er flyttet ind på efterskolen, og bor her hele ugen, hvor der hele tiden er at flow af at nå de faglige mål, bevægelse og socialt samvær.

– De principper og værdisæt, vi arbejder ud fra, er egentlig helt enkle, og de fungerer bare. Det er stærkt at se, hvad en uge kan gøre for de unge drenge. De er bare seje, slår Toke fast.

Alle 5 dage er præget af struktur og skema, der skal overholdes. Drengene starter med et sundt morgenmåltid, herefter morgentræning, og så går turen i de forskellige læringslabs, der jævnligt afbrydes med det, de kalder ”brain-breaks”.

Eleverne må ikke bruge deres mobiltelefoner – blot en halv timer hver dag, får de lov at ringe hjem og hilse på familien. Her lægges de frem til eleverne i deres frokostpause.

– Det er de færreste elever, der får max ud af at sidde stille og lære i lang tid. Det er vigtigt at tage den her aktive pause – og så er det enormt vigtigt med noget ”benzin”, smiler Toke, der henviser til de 6 måltider pr. dag, eleverne bliver tilbudt.

– Der kan være elever, der er vant til at snuppe et stykke hvidt brød med pålægschokolade til morgenmad, og måske supplerer med junkfood i frikvarteret. Vi ved, at et stabilt blodsukker kan gøre en kæmpe forskel i forhold til indlæring, slår Toke fast.

Det er som bekendt sjovest, når man lærer tingene hurtigt. Og det er noget, drengene her på kurset har oplevet ikke har været tilfældet i enkelte skolefag. De elever, der har en udfordring i forhold til at læse, får nogle redskaber, så de lærer at læse hurtigere. Eller det kan være matematik, hvor der kigges helt nøjagtigt på de individuelle udfordringer.

– Vi ved fra tidligere år, at det ryk, der sker for eleverne fra første til sidste dag, er ret vildt – og det giver ikke blot en succes, men også en naturlig lyst til at fortsætte det gode arbejde, fortæller Toke.

Det er blevet frokosttid, og eleverne er samlet i spisesalen, hvor dagens menu står på boller i karry. Inden de går til fadene, holder Toke en lille power-talk, hvor han blandt andet beder eleverne rose sig selv og hinanden. Alle klapper – stemningen er ikke til at tage fejl af. Der er tale om endnu en succes…!

FAKTA

UngeCampen er en læringscamp, inspireret af Drengeakademiet, for de udfordrede teenagedrenge i overbygningen, der af mange forskellige årsager har tabt pusten og motivationen for skolen og som halter betydelig bagefter i dansk, læsning og matematik. Målet på UngeCampen er at løfte drengene til et nyt fagligt og personligt niveau, der skal give dem fornyet lyst til at lære og oplevelsen af faglig succes i læsning, dansk og matematik. På UngeCampen skal drengene blive klogere på deres egne læringsstyrker og arbejde bevidst med dem fagligt i forhold til læsning, dansk og matematik. De skal lære, hvad der giver dem de bedste læringsstrategier og opleve, hvilken betydning den gode energi, sundhed og bevægelse og det personlige lederskab har for at udnytte deres potentialer og blive bedre i skolen. På UngeCampen viser vi dem, hvordan succes ser ud – og hvordan vilje og positiv energi gør en forskel for dem, når de skal lære.