Udstilling i Kulturhuset i Ølgod i juni

“Hyldest til vand”

Kunst og vand har altid været en del af livet for Lene Søndergaard fra Varde. Men det var pianisten Maria Bundgaards cd “Sound of Water” og bog “Lyden af vand”, der gav stødet til mange spændende kunstværker i udstillingen “Hyldest til vand”.

Hovedværket, et maleri, på 2×4 m er frembragt over tre døgn i januar 2017, mens Lene hørte “Sound of Water”.  “Jeg har ikke forstand på musik, men jeg kan følge Maria Bundgaards hyldest til vand og har omsat den til et maleri, der skildrer min oplevelse af vand”, siger Lene Søndergaard.

De udstillede værker i Ølgod Kulturhus er alle monotypier, der udspringer af dette værk. Trykkene er viderebearbejdet med maleværktøj i form af tang, garn, fjer og andet havopskyl fundet ved vestkysten. Dele af dette indgår i flere af værkerne.

Lene er vokset op i Ringkøbing med synet og lyden af vand som det første om morgenen og det sidste om aftenen. Kunstmaleren Otto Eichner, som boede i nærheden, lærte hende fra ‘barns ben’ at blande farver og grundteknikker, farveholdning og måder at bruge materialer på, men ikke mindst en eksperimenterende tilgang til maleriet.

Lene har arbejdet med kunst fra barnsben og har altid haft lyst til at blive kunstner og har også brugt kunsten i sit arbejde. I dag har hun fået tid til at blive udøvende.

“Hyldest til vand” er en vandreudstilling, som først blev vist i Kunstlab i Varde, hvor Lene Søndergaard er medlem. Siden har den været præsenteret på Vadehavscentret i Ringkøbing, og nu i Ølgod. I juli er det nordjydernes tur til at se den i forbindelse med 14 dages arbejdsophold, som Lene Søndergaard har fået på Kunstrefugiet Slettingen Strand.

I 2018 tager Lene Søndergaard udgangspunkt i arbejdstitlen ‘ Hvem som helst på hvad som helst’ og forventer, at det bliver et eksperimenterende og legende , der munder ud i præsentation af en ny spændende tema udstilling.

Kulturhuset har åbent alle dage kl. 7-23.

DEL