Tusindvis af gymnaster på gulvet i Helle Hallen

Foto: DGI Arkiv

Krudtuglerne, Labre Larver og Super Warrior Juniors. Bag navnene gemmer sig gymnastikhold fra hele Varde Kommune, der alle har fundet deres stiveste puds frem og melder klar til den traditionsrige DGI Forårsopvisning den 16. til 18. marts 2018 i Helle Hallen og søndag også i Oksbøl.

Der bliver knald på, når i alt 3.585 gymnaster skal på gulvet, og derfor er opvisningen igen i år udvidet med en søndag i Sportspark Blaavandshuk, for at give plads til at alle hold får mulighed for at vise, hvad de har arbejdet med i løbet af sæsonen.

Fælles er glæden
For nogle er det første gang, de skal på gulvet foran så mange mennesker. Mens andre er garvede gymnaster, der som cirkusheste lugter savsmuld. Her er plads til børnehold, DGI Landsdelshold og efterskolehold. Fælles for alle er glæden ved gymnastikken.

“Forårsopvisningerne markerer afslutningen på sæsonen og fejrer gymnasterne og vores fælles passion for idrætten. Her kan vi præsentere nybegyndere og fx vores landsdelshold, der har et højt niveau. Her er plads til alle, der vil være med”, siger Gitte Søndergård, der er idrætskonsulent hos DGI Sydvest.

Tradition med omtanke
Denne tid på året samles 132.000 gymnaster i hele landet til forårsopvisninger. Det er en stolt tradition, der udover selve oplevelsen også rummer et element, der skal sikre gymnastikken i fremtiden.

“Vi ved, at oplevelser sammen med holdet er med til at styrke sammenholdet og fællesskabet. Det giver en ekstra dimension til idrætterne, der er med til at fastholde gymnasterne. Derfor er vi glade for, at vi igen i år har så mange med”, siger Gitte Søndergård.

Frivillige kræfter står bag
Til opvisningen i Område Varde er mere end 3.500 deltagere og lige så mange publikummer klar. Det kræver et køligt overblik og masse frivillige hænder, hvis det skal gå op i en højere enhed.

“Det er i høj grad de frivilliges fortjeneste, at vi år efter år har succes med vores opvisninger. De knokler med masser af gejst, og det skal de anerkendes for”, siger Gitte Søndergård.

Hvor og hvornår
Forårsopvisningen starter allerede fredag kl. 17.30 i Helle Hallen, og den slutter søndag kl. 15.30. I Sportspark Blaavandshuk er der opvisning søndag d. 18. marts fra kl. 10.00 – 16.30.

 

Se hele programmet på den nye app DGI Gymnastik, som kan downloades på AppStore og Google Play

DEL