Troels Severin Jakobsen stopper som køkkenchef på Von Lügenhals

Køkkenchef Troels Severin Jakobsen har fået skabt et unikt køkken på Von Lügenhals siden han tiltrådte og han har om nogen gjort køkkenet kendt uden for bygrænsen.

Direktør, Michael Bech siger:
”Jeg vil gerne takke Troels for et rigtigt godt samarbejde. Troels var med til at starte det hele op omkring maden i VARDE GARTEN’s selskabslokaler og senere på kroen Von Lügenhals. Det er altid noget helt særligt at starte noget nyt op. Troels har med altid høj faglighed opbygget et køkken, der er noget ud over det sædvanlige med fokus på lokale råvarer af høj kvalitet. Jeg ønsker det bedste for Troels fremover”.

Køkkenchef, Troels Severin Jakobsen:
”Det er altid svært at skulle sige farvel til noget, som man selv har være med til at bygge op, og som har fyldt mere end et almindeligt arbejde, og som jeg har været meget glad for. Jeg vil gerne takke alle i køkkenet, restauranten og Michael for, at han gav mig chancen i sin tid”.

For 4 måneder siden tiltrådte Casper Rosendahl som bestyrer og restaurantchef for VARDE GARTEN. Casper Rosendahl får fremover det overordnede ansvar for køkkenet med støtte fra to souschefer, en kok og to kokkelever. Han udtaler: ”Troels og jeg har tidligere arbejdet sammen på Henne Mølle Å Badehotel og jeg anerkender hans store indsats for vores fælles arbejdsplads og ønsker Troels god vind fremover”.

Troels Severin Jakobsen undersøger i øjeblikket muligheder i både Jylland og på Sjælland.