Tom Arnt Thorup og Henrik Vej Kastrupsen stifter en ny liste

Tom Arnt Thorup og Henrik Vej Kastrupsen stifter en ny liste og går nu fra at være løsgænger til at repræsentere Borgergruppen i Varde Byråd.

en 11. marts smed Lokallisten de to byrådsmedlemmer Tom Arnt Thorup og Henrik Vej Kastrupsen på porten. Siden har de to løsgængere gjort sig mange og lange overvejelser om, hvordan den politiske fremtid skal se ud.

–  Vores veje måtte skilles, og når det sker, så har man som regel tre muligheder. Enten skifter man til et eksisterende parti i Varde Byråd, fortsætter som løsgænger til næste valg eller stifter et helt nyt parti/liste. Vi har valgt det sidste, da vi mener, at det er den bedste løsning i forhold til at styrke oppositionen i Varde Byråd, siger Henrik Vej Kastrupsen.

Og Tom og Henrik har haft travlt. De har fået styr på listenavnet, den grafiske profil og har sammensat en syv mands bestyrelse, som består af tre kvinder og fire mænd. Formelt stiftes Borgergruppen i Varde Kommune torsdag den 26. marts via et videomøde, og den første bestyrelse kommer til at bestå af følgende personer:

 

  • Rie Starup, 66 år fra Ansager (folkepensionist)
  • Mariane Nygaard Holm, 50 år fra Blåvand (personlig hjælper)
  • Frank Harfot Kristiansen, 42 år fra Varde (maskinsnedker)
  • Dorthe Holm Jacobsen, 52 år fra Varde (selvstændig)
  • Søren Lyngesen, 54 år fra Henne (Lærer)
  • Jacob Ladefoged, 37 år fra Ho (advokat)
  • Lasse Rahbek Ottesen, 36 år fra Ølgod, (projektleder hos Nobia)

Tom Arnt Thorup udtaler om bestyrelsen:

–  Jeg synes, at vi har sammensat en god bestyrelse, hvor medlemmerne spænder fra en alder på 36 år til 66 år, og hvor fordelingen af kvinder og mænd er næsten ligelig. Arbejdsmæssigt har vi meget forskellige erhverv repræsenteret, og vi har både lønmodtagere og selvstændige med i bestyrelsen, slutter Tom.

–  Opgaven er nu sammen med bestyrelsen at beskrive Borgergruppens politik. Vi præsenterer inden længe en ny hjemmeside på adressen www. borgergruppen.dk, og vi har i dag åbnet op for vores Facebookside Borgergruppen i Varde Kommune. Og så skal vi selvfølgelig have nogle medlemmer og ikke mindst kandidater til kommunalvalget i 2021. Sådan afslutter Henrik Vej Kastrupsen pressemeddelelsen fra den nye liste i Varde Byråd.