To lokale skoler møder ind til Røgfri Skoletid

Fra starten af det nye skoleår er der erklæret Røgfri Skoletid for eleverne på skolerne i Ølgod og Blåvandshuk.

Når eleverne på Ølgod Skole og Blåvandshuk Skole torsdag den 8. august møder ind til første skoledag efter sommerferien, så er det til et totalt forbud mod rygning i skoletiden.

Tidligere har det været tilladt at ryge i skoletiden, så længe det foregik uden for skolens område, men det bliver nu heller ikke tilladt længere på de to skoler.

Røgfri Skoletid omfatter alle former for rygning og brug af tobak. Herunder også e-cigaretter, snus og vandpibetobak.

Indførelsen af røgfri skoletid er et forsøgsprojekt, der omfatter et samarbejde med blandt andre Tandplejen, Sundhedsplejen og Center for Sundhedsfremme. Det er håbet, at Røgfri Skoletid med tiden kan udbredes til kommunens øvrige skoler.

FAKTA

  • Røgfri Skoletid er et forsøgsprojekt, der i Varde Kommune involverer Ølgod Skole (Skolegade 11, 6870 Ølgod) og Blåvandshuk Skole (Skolevænget 12, 6840 Oksbøl).
  • Næsten hver femte ryger mellem 14 og 19 år røg deres første cigaret i skoletiden.
  • I 2017 røg 29% af de 16-24-årige danskere dagligt eller lejlighedsvist. Tilbage i 2013 var det kun 25%.
  • Tobaksrøg er en kompleks blanding af mere end 7.000 forskellige stoffer. Flere hundrede af stofferne er giftige, og ca. 70 er kræftfremkaldende. Hvert år dør ca. 5.000 danskere af kræftsygdomme, der relaterer sig direkte til deres rygning.

(Kilde: Kræftens Bekæmpelse)

DEL