Tina Tungelund: Madpakken betyder ALT

“Det er simpelthen så vigtigt, at der er en god madpakke med barnet i skole eller børnehave!” Ordene kommer fra Tina Tungelund, kvinden bag disken i Helsam i Vestergade i Varde, samt TKZ-Skolen i Varde.

– Det bedste du kan gøre for dit barn i forhold til en god skoledag eller børnehavedag, er først og fremmest et sundt morgenmåltid, og så en fornuftig madpakke i tasken. Det er her, al energien ligger, forklarer Tina.

Og det er med al sandsynlighed noget, man har hørt før, men når Tina forklarer, forstår man altså vigtigheden af den rette madpakken.

– Hvis barnet starter dagen med hvidt brød og pålægschokolade, og madpakken er tilsvarende hurtig energi, så får man uvilkårligt urolige børn – og dermed urolige skoleklasser.  Børn bruger meget energi, både på at lære og i frikvarteret, og vi kender det alle sammen – er vi trætte, sidder vi nemt uroligt for at holde os vågne, lyder det fra Tina.

En god madpakke består, i følge Tina Tungelund, af godt og groft brød. Noget, der fylder. Og meget gerne med grøntsager, – man kan eventuelt skære stænger af både gulerødder, agurk og peberfrugt.

– Og til den søde tand, for den er der, det ved vi – her anbefaler jeg gerne tørret frugt i form af figenstænger eller lignende. Mange børn bryder sig ikke om frugt, der har ligget i en taske, et æble, der er blevet stødt, men her er gode alternativer. I Helsam forhandles små frugthapsere, der er koncentreret frugt i tørret form, og fungerer som en lækker snack samtidig med at den er sund, fortæller Tina, der tilføjer med stort udråbstegn: Og lad børn drikke vand. De har brug for vand. Jeg har hørt ved flere lejligheder, at nogen lærere ikke vil have eleverne drikker vand i timerne – det er helt galt! Børn skal have adgang til vand, også i timerne. Det er så ualmindelig vigtigt for kroppen.

En sidste ting, Tina vil slå et slag for, er at børn – skoleelever – får den tid, der skal til for at nyde madpakken.

– 10 minutter er bare ikke nok. På den måde lærer de at sluge maden, og at det med madpakken er noget der skal overståes – det er helt forkert.

Så husk derude: Robust sund madpakke – drik vand til – nyd madpakken.

– Hvis alle skolebørn fik mulighed for det, ville der med garanti være mere ro i timerne, eleverne ville lære mere – og bedst af alt – have det bedre, slutter Tina med et lunt smil.