Thorkild fra Varde fandt lykken og kærligheden i Kroatien

Livet er svært at spå om. I vores fortravlede hverdag i Danmark tænker man ikke så ofte over alternative måder at leve sit liv på, end den vi kender, med stress og jag og jagten på evige forbrugsgoder.

Men hvad er det rigtige liv?

Man siger: At rejse er at leve. Historien her beviser det så sandelig, men viser også, at en rejse kan føre til en helt ny tilværelse man kun kunne have turdet drømme om.

Thorkild fik sin Perina

Historien her starter for snart syv år siden.

Thorkild Bloch Nielsen stammer fra Varde, hvor han gik i skole og fik sin uddannelse. Forældrene Herløv og Gunda har gennem en årrække haft Ho Kro.

For nogle år siden var Thorkild B & O forhandler i København, men var røget uenig med kæden og deres veje skiltes lidt turbulent.

–  Jeg havde behov for at komme lidt væk fra det hele, så jeg tog på sejlferie med nogle danske venner.

–  Året forinden sejlede vi rundt i det græske øhav, men netop det år var der stemning for at prøve det samme i Kroatien, selvom jeg havde forsvoret, nogensinde at ville til et tidligere østland igen, fortæller Thorkild Bloch Nielsen.

–  Nå, men vi var sejlet ud til øen, Hvar, hvor vi lå for anker. Det var meningen at vi derefter skulle ud til nogle af de andre småøer på tilbagevejen, blandt andet en ø hvor nogle danskere havde en vingård, fortæller Thorkild.

–  Vi kommer ind på øen og vil undersøge, hvad der er. Vi går rundt og ser en restaurant. Og der ville vi have en øl, men ejeren var så ubehøvlet, at vi ikke følte os velkommen, så vi rejste os op og gik. Min kammerat havde så set et reklameskilt for et andet sted, så der gik vi hen.

–  Vi gik op ad en bakke, og mellem nogle træer kunne vi se ned mod den smukkeste blå lagune og en lille strand, smiler Thorkild.

Kærlighed ved første blik
Med det samme fik drengene øje på et lille pensionat.

–  Jeg gik ind, men kunne ikke finde nogen, så jeg gik hen til køkkendøren…….

Og lige i det øjeblik var Thorkild lamslået.

–  Hold nu kæft hvad sker der. Jeg kan næsten ikke sige noget, Jeg var låst fast, fortæller Thorkild om mødet, som han kalder for kærlighed ved første blik.

–  Kan vi få to øl, fik jeg fremstammet på engelsk, fortæller Thorkild og gik tilbage til en af sine venner, Henrik Stisen.

–  Hold da kæft, jeg tror jeg er helt forelsket, siger Thorkild så til ham. I hvem, spørger han tilbage.

Perina er ved at lave mad

–  Ja undskyld, Henrik, men det er ikke i dig, men i hende, griner Thorkild.

Derefter traf Thorkild en hurtig beslutning henover sin øl. Han var simpelthen nødt til at booke et bord til om aftenen, så selvom planen egentlig var at sejle videre, så fik han overtalt vennerne til at blive her denne aften.

Og det blev en fantastisk middag. Friskfangede fisk grillet på vin grene. Derefter spillede en anden af Thorkilds venner, sangeren Henrik Launbjerg, på sin guitar og alle brød ud i fællessang.

–  Selv min kommende svigerfar sang med, fortæller Thorkild, som på et tidspunkt, skulle på toilettet.

På vejen derom, mødte han sin kommende svigermor.

–  Jeg snakkede lidt med hende, og blev budt på et glas vin. Jeg var nødt til at fortælle hende, hvor skøn en datter hun har.

Den aften fortalte jeg alle de andre, at de ikke måtte lægge an på Perina.

Kærlighedens kamp
Næste dag bades der i bugten, mens Thorkild forsøger at få fat i kontaktoplysninger om sin drømmepige.

–  Jeg havde en følelse af, at der var noget jeg skulle følge op på, men det var svært, når hendes mor altid var i nærheden af hende.

–  På båden kunne jeg se Perina gå med sin mor. Men pludselig var hun alene.

En af Thorkilds venner smed ham så i vandet.

–  Tag dine svømmefødder på og svøm ind til stranden, fik Thorkild at vide.

Og det gjorde han så. Han lignede en kåd teenager – lidt James Bond agtigt.

–  Men jeg får hende inviteret ud på båden, efter at restauranten er lukket.

–  På båden drikker vi vin og får udvekslet mailadresser, men alle de andre er der. Så mere bliver det ikke til.

Tiden i Kroatien er dog snart gået. Båden er afleveret, men Thorkild bliver i Kroatien et par dage mere.

–  Jeg får forfattet en mail, men den kommer tilbage. Jeg forsøger igen, og lægger mig så bare på en strand og venter.

–  Jeg undrer mig, for hun kan da i det mindste skrive, tænkte Thorkild.

Men pludselig sker der noget.

–  Der kommer endelig en sms fra hende. Hun ønsker mig alt det bedste. Hmmm, et mærkeligt svar, syntes jeg, og samtidig fik jeg en tom mail med brevhoved på.

–  Min kogekone på mit pensionat mener, at der må være sket en fejl. For hvis hun ikke gider noget, så sender hun vel ingenting.

Thorkild svarer så hendes sms, og de aftaler at drikke en kop kaffe i byen Hvar.

–  Så jeg pakkede lige et par rene underbukser, tandbørsten og hæver lidt penge og tog så afsted. Vi endte med at være sammen hele natten inden vi hver især tog hjem. Perina til sin ø, mens Thorkild tog hjem til Danmark.

Halvanden uge efter havde Thorkild Bloch Nielsen dog igen booket et værelse på en pension i en uge. Han kunne ikke få sin drømmepige ud af hovedet.

–  Jeg var på det tidspunkt ved at starte konsulentvirksomhed op indenfor HR og virksomhedsudvikling, men da jeg havde en lille opsparing, tog jeg lidt ekstra sommerferie.

Sådan blev det ved. Få uger efter tog Thorkild ned på øen i tre uger og hjalp til.

Thorkild laver mad

–  Min mor og far havde jo i flere år drevet Ho Kro og mine bedsteforældre var også fra restaurationsbranchen, så de gav gode råd og jeg havde da også lært lidt af dem, så jeg kunne gå til hånde.

Tre uger senere kom Perina til Danmark i 14 dage.

–  Vi skulle jo se, om det virkede med os to sammen i Danmark.

Sidst i oktober gik turen igen til Kroatien

–  Min plan var dog stadig, at jeg ville have hende med hjem og begynde at arbejde hjemmefra. Så jeg fik installeret wifi.

–  Den jul tog min mor mig til side og sagde følgende:

–  Jeg kan se at Perinas to børn er stærkt knyttede til dig, Thorkild. Du må tage en beslutning. Vil du Perina, så flyt derned, for det er tredje generation, der kører stedet, fortalte min mor mig, siger Thorkild.

Beslutningen tages
Kort efter jul tog Thorkild beslutningen. Han kunne jo prøve, om han kunne leve i det.

–  I min bryllupstale for formulerede jeg det sådan, at det var som at tage en rose op af en vase. Det kunne den ikke holde til. Hjertet lå i vasen.

Hele vinteren hjalp Thorkild til med at passe oliven.

–  Jeg begyndte at interessere mig meget for det.

–  Jeg lagde også mærke til, at jeg ikke savnede Danmarks stress og jag. Et liv man ikke mærker, når man er midt i det.

Livet i Kroatien var fyldt med mening.

–  Så vi beskar vin. Vi laver nemlig vores egen vin og olivenolie. Snaps brænder vi også selv.

Det perfekte liv
I dag er det kun Thorkild og Perina der driver pensionatet og restauranten. I restauranten er der plads til 70 personer, så det er den største del af virksomheden.

Thorkild har fundet lykken med kroatiske Perina

Pensionatet råder over seks dobbeltværelser. De to af dem er til familier med to børn.

De lever som en stor familie. Perina har børnene Nina på 13 og Magdalena på 10 år og så har de Helena på fire år sammen. De to ældste har Thorkild taget til sig som var det hans egne.

–  I dag har vi bygget det hele om, og det hele er blevet noget større.

Thorkild med datteren Helena

Perinas far sætter dog stadig net ud hver aften og henter friske fisk hver morgen.

–  I højsæsonen er der 14-15 fastansatte i vores virksomhed. Lige fra en kok til folk der arbejder i marken samt servitricer. Perina og jeg kan bedst li’  at snakke med gæsterne og sørge for at alt går rigtigt til, fortæller Thorkild.

Thorkild med datteren Helena

Sæsonen går fra 1. maj til 1. november, mens restauranten allerede åbner i april måned.

–  Men vi har så travlt, at der er udsolgt for i år, smiler Thorkild.

–  Jo, jeg nyder virkelig mit liv, selvom det er så meget anderledes.

–  F.eks. juleaften. Hernede står den på fisk og så and 1. juledag. Det er lidt anderledes end min mors fede sovs og andesteg, griner Thorkild.

–  Hvornår har du sidst siddet og spillet kort med dine forældre. Når mine forældre er hernede to-tre uger i maj og et par uger sidst i september omkring min fødselsdag, så elsker vi at sidde og spille kort. Vi nyder stilheden og roen.

Perina har børnene Nina på 13 og Magdalena på 10 år og så har de Helena på fire år sammen.

Selvom Thorkild nu har fundet lykken i Kroatien, er han dog også i Danmark ind i mellem.

–  Hvert andet år holder vi jul i Danmark og så var vi lige hjemme i marts til min søsters 50 års fødselsdag. Det tager jo kun to timer i fly, slutter Thorkild Bloch Nielsen.

FAKTA:

Du kan læse mere om Thorkilds oase på www.pension-tonci.com

Eller på facebook under The fishermans house

SE THORKILDS BILLEDER FRA SIT KROATISKE IDYL: