Test og min bare rø…!

Min ældste datter kom forleden hjem med en elendig karakter i en eller anden aflevering. Hun var sur, følte sig misforstået og uretfærdigt behandlet og gav mere end tydeligt udtryk for, at prøver og eksamen burde sendes hen, hvor det her velkendte peber gror. Jeg stak hende en 100-lap og beordrede hende ned og købe bland-selv-snoller for hver en krone, med beskeden: De gode karakterer er løn nok i sig selv, de ringe skal pyntes lidt. Jeg kunne godt høre, det var min kloge fars ord, der gav genlyd. Han sagde sådan til mig igennem alle skole- og studieårene, og jeg tænker ofte, at et var en ubeskrivelig tryg base at have – at jeg aldrig skulle skamme mig over en dårlig karakter – at det så kostede min far lige vel dyrt, er en anden historie.

National-hvad for noget-test?

Nå. Men dagen efter stod yngste skud på stammen med våde øjne inden afgang til skole… Hun havde en dag foran sig med national test, og var så nervøs, at hun slet ikke havde lyst til at gå. Hun fik samme sang. ”Gør det så godt du kan, og går det skidt, så går det nok alligevel. Det er bare et tal!” Mellemste datter lå søvnløs flere nætter, mens karakteren skulle lande angående en test, de havde haft i klassen, og hun kom hjem med lys i øjnene, som havde hun vundet den store lotto-gevinst, da karakteren faldt. Hun fik ingen bland-selv-snoller. Men det satte – igen må jeg hellere sige – tankerne i gang. Hvor bliver jeg ked af det – og trist over, at børn – unge mennesker i dag er så styret af de forbaskede karakterer og tests og prøver og hvad-ved-jeg!

Gi’ nu lærerne lov…

Tilbageblik… jeg har været til rigtig mange skole-hjem-samtaler. Altså som i: virkelig mange. Og ikke en eneste gang har jeg oplevet lærerne tage udgangspunkt i de her vanvittige nationale tests. Tvært imod. Senest sagde den her søde lærer faktisk, at nationaltest var noget, de skulle udsætte børnene for, men hun kunne ikke bruge dem til noget – de sagde i hendes verden intet om den pågældende elev, og resultatet viste generelt slet ikke det, som eleven stod for fagligt. Hun ville hellere se den enkelte elev og komme med sin egen vurdering! (Tommel op til hende, ikke?)

Nå, bedst som jeg sad og spekulerede på de her ting, så kommer en af pigerne hjem og fortæller, at de nu igen i klassen har skulle deltage i en test. Hmmm, hvad gik det så ud på denne gang, spørger jeg, og hun svarer (hold nu fast): ”Jo, vi skulle alle sammen svare på en frygtelig masse spørgsmål om vores forældres økonomi, om selvmordstanker, vores kropsudvikling, brug af smertestillende medicin, og hierarkiet i klassen… det var pænt underligt, ik?”

Okay, der er lidt raket over mig, jeg ved det, OG ja, jeg blev tosset! Hvad hulan er nu det? Hvem er det, der vil kende til vores private finanser, min datters inderste tanker om krop og sjæl og jeg-skal-komme-efter-dig? Jeg vil skynde mig at sige, at vi sørme intet har at skjule her hjemme, vi hverken tæsker børnene med spanskrør eller holder slaver, – og når folk brokker sig over at både Putin og Trump kan følge med i dine private Facebookhemmeligheder, så synes jeg det er fantastisk. Lad dem bare… MEN det her, det er altså underligt. Hvorfor spørger man skolebørn om sådan noget? Fandt frem til at det var et eller andet københavneri (ja undskyld mig, men det var afsenderen på testen – noget hovedkontor i storstaden), sendte dem en mail med brug af udelukkende store taster og satte mig herefter for at tænke lidt over tingene igen – det skulle jo være så sundt.

Jeg har faktisk tillid til, at mine børns skolelærere har styr på eleverne, når de er derovre i skoleregi. Jeg tror på, at når pigen bøvler med at dividere eller stave franske gloser, så gør de hvad de kan for at lære hende det. Og hvis en elev er ked af noget, så spotter læreren det nok, og gør højest sandsynligt noget ved det. Håber jeg da. Jeg tror til gengæld ikke på, det gavner hverken lærere, elever, skole, kommune, stat eller kongehus at køre alle forbistrede tests. SE dog på barnet i stedet for – stol lidt mere på, at dem, der er omkring eleverne, rent faktisk passer deres arbejde! Og lyt til din egen mavefornemmelse og TAL for filan med dit barn. Det eneste, alle disse tests gør, er at stresse vores børn, der i forvejen partout skal måles, vejes og vurderes konstant, eller have en diagnose, fordi nogle gamle mænd med sovs på slipset mener, det er godt. Eller noget. Vend nu om – gør noget konstruktivt – vær nærværende – og stop med at tro, at man kan måle og kende et barn ud fra en ”kryds-af-test” på internettet! De er vel rundt regnet lige så nøjagtige, som når jeg tester mig selv i alt muligt skrammel i dameblade eller på nettet? BUM.

Nå… det hjalp at få lidt luft… men jeg mener, hvad jeg skriver, – og jeg kunne, som Jeppe Søe skrev i en Facebook-opdatering for nylig, også finde på at holde mine børn hjemme fra alle de her vanvids-tests fremadrettet!

Og tog man en test i  det vanvittige i at teste med diverse tests hele tiden, så er jeg sikker på, jeg ville få ret!

Læs her Jeppe Søes indlæg: 

https://www.folkeskolen.dk/605419/naegter-at-lade-sit-barn-tage-nationale-test-det-boer-jeg-vaere-i-min-ret-til

DEL