Tessa fra Varde har børnegigt

Tessa Nygård Nielsen
12-årige Tessa fra Varde har fået bedre energi og mere frihed, efter hun har fået en elcykel. Elcyklens motor gør nemlig, at hun på trods af sin børnegigt kan komme nemt og smertefrit omkring.

Når klokken ringer ud til frikvarter på Lykkegårdskolen i Varde, drøner 12-årige Tessa Nygård Nielsen sammen med sine klassekammerater ud af klasseværelset for at pjatte, snakke og lege.

Men indtil for ganske få måneder siden var frikvartererne anderledes stille og kedelige for Tessa. Hun lider nemlig af børnegigt og har igennem mange år oplevet ekstrem træthed ved selv den mindste fysiske aktivitet.

Flere kræfter til hverdagen

Den store forskel på Tessas energiniveau skyldes, at hun i de seneste måneder har afprøvet en elcykel fra elcykelproducenten Gazelle. Elcyklens motor hjælper hende med at spare på kræfterne og gemme dem til stunder, hvor hun har mere brug for dem – for eksempel frikvartererne.

– Jeg har mange flere kræfter til hverdagen og meget mere energi, efter jeg har fået min Gazelle. Og det er mega fedt, at jeg kan være med til alt dét, mine kammerater laver, i stedet for bare at sidde inde i klassen, siger Tessa.

Tessa Nygård Nielsen
Helt normal

Gennem årene har Tessa prøvet mange ting, som skulle kunne give hende mere energi. Blandt andet har hun i en periode haft en minicrosser, som hun brugte til at komme frem og tilbage mellem skolen og hjemmet. Men det var ikke en stor succes. Tessa oplevede nemlig tit, at folk stirrede efter hende.

– Folk kigger ikke så meget på mig, når jeg kører på elcyklen. Jeg føler mig helt normal nu. Og jeg får ikke ondt i hånden af at skulle dreje på minicrosserens håndtag længere, fortæller Tessa og griner.

Tessas nyfundne frihed og kræfter har også givet hende mod på at cykle til skole selv, ligesom hun også jævnligt selv cykler ned til byen for at mødes med sine veninder – ligesom alle de andre piger på hendes egen alder gør.

En helt anden Tessa

Det er ikke kun Tessa selv, der er glad for sin elcykel fra Gazelle. Hele familien nyder også godt af de mange fordele, som den nye cykel har givet hende. Især Tessas far, som er fysiurgisk massør, er overrasket over, hvor meget elcyklen har forbedret Tessas hverdag.

– Det er næsten en helt anden Tessa, vi har fået. At cykle på elcykel har givet hende meget mere energi og overskud, når hun kommer hjem fra skole, fritidsaktiviteter og venindebesøg. Hun er slet ikke så træt længere, som hun var førhen. Det har været en kanon hjælp – det er helt sikkert, fortæller Tessas far, Brian Schou Nielsen.

Hverken Brian eller Tessa er da heller ikke i tvivl om, at elcyklen fremover kommer til at have en fast plads i carporten.

– Elcyklen har givet mig meget mere frihed, end jeg havde før. Jeg føler mig fri nu, og jeg kan mange flere ting. Så jeg vil meget gerne blive ved med at cykle på elcykel, siger Tessa.

 

DEL