Tak for sangen, Kim Larsen

Jeg var på fotoopgave, da en besked tikkede ind søndag formiddag: Kim Larsen er død.

Jeg blev på en besynderlig måde bevæget – vemodig, ja trist. Og det er jo noget pudsigt noget, når man nu som sådan ikke rigtigt kendte manden – men jo, det gjorde jeg. Og det gjorde hele Danmark, og det er vel derfor, det flyder med landesorg i alle tv-nyheder og især på de sociale medier!

Kim Larsen var på en helt unik måde allemandseje. Som en god ven sagde til mig: Han har altid været der – han var der på min første skoledag, første fest, mit første kys – han har været trofast..!

Og det er så sandt. Kim Larsen var med mig allerede hos min sorte dagplemor, hvis teenagedatter spillede Gasolin, mens jeg sad imponeret og lyttede med. Kim Larsen var med mig i alle tre år på gymnasiet, hvor vi blev sangtestet og skulle synge solosang foran Lektor Dohn, men det var okay, så længe man måtte vælge et Larsen-nummer. Han har deltaget i samtlige bryllupper, jeg har været med til med den evigtsmukke Kvindemin. Og runde fødselsdage, hvor festen rigtigt kom i gang, når This is my Life blæste på anlægget. Abegilder på kollegiet, jeg boede på, hvor vi hørte Rabalderstræde for fulde gardiner, mens stearinlysene smeltede ned over de tomme rødvinsflasker. Alle sange har på hver sin måde en særlig betydning – der er minder forbundet – følelser, der kommer væltende, når Masser af Succes, Pianomand og Papirklip lyder ud af radioen på vej på job… Romantiske parmiddage og kinddans til Byens Hotel, der er og bliver min Larsen-favorit – Fru Sauterne, og TIK TIK – og de mere triste seancer, hvor man har siddet og tudbrølet til Om lidt bli’r her stille.

Én ting er sikkert! Her bli’r ikke stille. Kim Larsens geniale tekster og ørehængende toner lever for evigt…!

Go’ rejse, Hr. Larsen, der bliver ikke kedeligt, der hvor du skal hen nu….