Tag dog bladet fra munden – og få luft

Denne klumme handler om at puste det negative luft ud og trække det positive ind. Få ryddet op i det, der nager dig, og så lægge det bag dig. Men det kan være en udfordring – det skal jeg være den første til at erkende….

Min far var sådan en, der sagde sin mening. Og det var ikke altid, hans omverden var enige. Men han sagde, hvad han tænkte. Og for det meste havde han ret. Min mor derimod har altid ment, at har man ikke noget pænt at sige, så er det oftest bedst at tie.
Hvad er så korrekt?
Livet har lært mig det modsatte. Altså at man ikke skal tie. For så ligger de usagte ord dernede i maven og bliver dårlige og bitre. Og det tror jeg ikke er sundt. Når jeg ser tilbage, så har jeg heldigvis mødt meget få mennesker, jeg ikke brød mig om. Og de få, jeg ikke kunne lide, – der var altså en grund. Synes jeg.

Jeg har tidligere i mine klummer nævnt min engelsklærer, og en episode derhjemme for nylig gjorde, at jeg kom til at tænke på ham –  så han må lige stå for skud i et eksempel igen.
Han var et nederdrægtigt ondskabsfuld bæst, der udover forskelsbehandling af eleverne yndede at ydmyge og nedgøre udvalgte elever. Jeg var en af dem. Jeg var rædselsslagen for manden, og dengang var en lærer på katedralen en autoritet, man ikke sagde imod. Men jeg vovede alligevel at spørge ham engang, hvad det var der gjorde, at han var så vred på mig. ”Det er dit efternavn” sagde han, og så vidste jeg godt, hvad han mente. Jeg havde tabt kampen. Og kunne heldigvis vælge engelsk fra efter 2. g.
I de år, jeg havde ham som lærer, og i årene efter, drømte jeg somme tider, at jeg slog ham i hovedet med en skovl. Eller sparkede ham hårdt over skinnebenet. Og den slags må man jo ikke, men mine mareridt handlede nok om den afmagt, jeg havde følt ved ikke verbalt at turde tage konfrontationen.

10 år efter studentereksamen var der jubilæumsfest på Katedralen. Jeg havde glædet mig, men vendte om på hælen, da det var HAM, der tog imod. Jeg kunne ikke. Og jeg fik stadig svedige håndflader, når jeg mødte ham… hele 10 år efter…
Til 25 års jubilæum på Katedralen sidste år konstaterede jeg, at mit gamle mareridt var død. Det var som i Det forsømte forår, og vi talte om det, os der havde siddet i det nederste lokale på sproggangen – vi delte minderne, og jeg erkendte blankt, at jeg bittert fortrød, at jeg aldrig havde sagt til manden, hvad han gjorde ved mig. OG jeg var ikke den eneste.

Jeg burde have opsøgt ham – for at få ro. Få den lukket. I stedet for at lade foragten ligge der og ulme i alle de år. Ja, jeg ærgrer mig over, at jeg lod det fylde – at jeg ikke standsede ham engang på de gamle latinergange i 3. g og sagde “Hør lige her makker, du burde ikke ha lov at undervise, ved du egentlig, hvad du gør ved eleverne derinde i dit selvudnævnte enevælde …?” For så tror jeg, den var blevet lukket dengang.

Jeg har nok mødt en håndfuld uforskammede personer gennem livet udover Lektor Blomme. Men jeg kan ikke på stående fod huske dem, eller huske, hvorfor jeg blev vred på dem. Fordi jeg oftest fik det klaret i situationen. Og det foretrækker jeg stadig. Med en positiv afslutning som mål.
Jeg erkender det blankt. Hvis jeg har en oplevelse af, at nogen behandler mig dårligt, så tager jeg helst dialogen. Direkte. Ikke for at skændes, for det er spild af tid. Men den konstruktive dialog ”hvad handler det her om!?” Men det er ikke en naturlig del af den grundlæggende vestjyske natur at sige sin mening eller konfrontere på den måde. Flere vil mene, at det er bedre at tie. Men det vil jeg ikke. For jeg tror faktisk, at de mennesker, der er så modbydelige og uforskammede, er dem, der aldrig selv har fået lukket deres frustrationer og galde ud. Og så ligger de der i kroppen og bobler og gør én til sådan et vredt menneske.
Og sådan en gider jeg ikke være – så hellere være et positivt spektakel. Og sige sin menig – undre sig højt. Især også når det er positivt!

Forleden var min familie ude og spise. Min datter er henne for at hente is og kommer tilbage – meget forarget. Foran hende stod en ældre dame og ventede på en ca. 3-årig, der var ved at lave en portion is. Det tog lang tid. Så lang tid, at damen bag den lille pige til sidst vredt udbryder, at nu må hun blive færdig, “og når ingen andre kan rette på dig, så må jeg jo”. Den lille pige blev bange og skyndte sig at gå, så den ældre dame kunne komme til fadet.

Jeg skyder på, at den dame er i kategorien negativt spektakel… mon hun nød sin is?

Min ældste datter var for oppe i ondskab til eksamen, og hun havde fundet følgende ordsprog, jeg får lyst til at dele med Jer…
En gammel indianer fortalte sine børnebørn: “I ethvert menneskes liv er der en frygtelig kamp. En kamp mellem to ulve. Den ene: frygt, vrede, misundelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed, nag og bedrag. Den anden: Glæde, KÆRLIGHED, ydmyghed, tillid, gavmildhed, sandhed og medfølelse.”

Et af børnene spurgte: “Bedstefar, hvilken ulv vinder?” Den gamle så ham i øjnene og svarede: “Den, du fodrer”.

Jeg tænker, at Katedralens Blomme fodrede den forkerte. Og jeg vil gøre alt, for at fodre den rette. Og huske, at man skal vælge sine kampe med omhu – og trods alt — somme tider tie 😉