Syv ud af otte kommuner i Syd- og Sønderjyllands politikreds scorer guld i Skoletrafiktesten

Traditionen tro blev Aabenraa Kommune vinder på landsplan med 97 ud af 100 mulige point.
De syd- og sønderjyske kommuner kan noget, når det gælder indsatsen for at gøre skolebørn til sikre trafikanter.

Syv ud af otte kommuner har således vundet guld i Skoletrafiktesten, som Rådet for Sikker Trafik står bag.

Traditionen tro blev Aabenraa Kommune vinder på landsplan med 97 ud af 100 mulige point.
Og det er således femte gang – og fjerde gang i træk, at den sønderjyske kommune løber med sejren.

Årlig måling
Kommunernes Trafiktest er en årlig temperaturmåling på kommunernes forebyggende indsatser for at skabe trafiksikre børn og unge. Et af målepunkterne er samarbejdet med politiet, for eksempel i form af netværksmøder for færdselskontaktlærere, cyklistprøver eller sikker trafik for børn og unge som dagsordenpunkt i Lokalrådet.

Fordelingen blandt kommunerne i politikredsen (kommunen opnår guld, hvis den får over 80 point):

Aabenraa Kommune, 97 point
Esbjerg Kommune, 92 point
Vejen Kommune, 91 point
Tønder Kommune, 88 point
Haderslev Kommune, 86 point
Fanø Kommune, 83 point
Sønderborg Kommune, 83 point
Varde Kommune, 75 point

Betydelig indsats
Generelt har samtlige kommuner i Syd- og Sønderjyllands politikreds således klaret sig ganske pænt i trafiktesten.

– Kommunerne i politikredsen gør en betydelig indsats for at gøre børn til gode trafikanter, lige som der er et godt samarbejde mellem kommuner, skoler og politi på området. Det er en vigtig indsats, for trafikvanerne dannes tidligt, påpeger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Hvert år kommer cirka 2.100 børn i alderen 7 – 14 år på skadestuen efter, at de er kommet til skade som fodgænger eller cyklist. Derfor er det vigtigt, at kommuner, skoler og forældre arbejder sammen om at ruste børnene bedre, så de tidligt bliver bevidste om faremomenter i trafikken og lærer at passe på sig selv og deres venner.