Har lige været igennem max sygdomsbøvl. Altså jeg kan ikke tillade mig at brokke mg sådan helt igennem, for mine piger er faktisk sjældent sådan syge. Men nu skete det så. Mellemste meldte sig under dynen med skyhøj feber sidste lørdag. Mandag stødte yngste til og tirsdag kapitulerede ældstepigen. Jeg fløj i pendulfart mellem indkøb af halspastiller, næsespray, panodiler og – selvfølgelig – vaniljeis og sygesenge, fordi vaniljeis er MUST når halsen gør ondt og panden er varm. Så blev det weekend, og vi konstaterede alle meget lettede og glade, at nu var sygdom fortid, lige med undtagelse af lidt efterveer i form af snot ad libitum.
Lørdag følte jeg mig lidt ved siden af mig selv. Søndag kunne jeg ikke stå ud af sengen. Og ved I hvad der sker, når mor melder sig syg?
De synes alle sammen, det er synd, men det forventes alligevel, man gør alt det, man plejer. Så jeg kravlede ud i bryggers og fik sat en vask over. Vraltede ind i køleskab og fremlagde madpakkeplan. Klamsvedte mens bøfferne blev vendt på panden til aftensmad – som jeg i øvrigt ikke havde lyst til selv at indtage.
“Du skal bare ud og ha noget luft i stedet for at mure dig inde i den dyne, drillede mand.
(Hvorfor bliver mænd lettere desperate, når kvinden i hjemmet melder feber?)
Og han blev ved: Drik noget te, så skal du se, det er væk i morgen – du ser i øvrigt ikke varm ud… (Læs: Tag dig nu sammen – så er det vist ikke værre!)
I stedet for at kvæle ham valgte jeg en mellemløsning. Rullede mig ind i kæmpe tæppe med alle børn omkring mig – med slikskål bestående af halsbolsjer og honningte. Og mens “Alle for 2” kørte i husalteret, kunne jeg ud af hævede I-HVERT-FALD-IKKE-FEBER øjne fornemme Mand ryste let på hovedet.
Så blev det mandag, og min gode kollega sendte mig retur hjem, straks jeg meldte min ankomst på kontoret. Så jeg kørte hjem, satte mig ved køkkenbord med PC, te og citronbolsjer indenfor rækkevidde, klar til en hjemmearbejdsdag. Tænkte i forbifarten, at jeg egentlig ikke ville sige til Manden, at jeg var taget hjem. Fordi jeg i hans øjne intet fejler, der ikke kan klares med kamillete og en tur med hunden.
Og så kom opkaldet, fra Manden: Tror jeg er syyyyg… har det skidt… og feber, tror jeg….
Så lur mig, om han ikke er på vej hjem i seng. Med den overbevisning at hans sidste dag er kommet.
Jeg tror dog ikke, jeg får ham til at ordne hverken vasketøj, aftensmad eller lektielæsning med børn. Men jeg vil prøve at få ham til det. Mest for sjov…
Se, det er nemlig forskellen på mænd og kvinder: Når vi er syge, så er der ikke rigtig nogen, der bemærker det, fordi vi på magisk vis får klaret det hele alligevel. Når mænd er syge, er det dramatisk voldsomt, og verden står stille.
Som min søde nabo siger: Der er to slags influenza, – den meget almindelige, og så den farlige og pinefulde, som mænd får.
God Bedring til Jer derude, der er blandt de mange influenza-ramte!