Stormvejr på Facebook – som aldrig før

Det er en mærkelig bølgegang at følge – på de sociale medier – denne frygtelige corona-tid. Den gør så sandelig noget ved os alle sammen. På godt og på ondt.

I januar var Corona en sygdom, de havde i Kina. Nogen lagde billeder op af det kinesiske flag, der provokerede andre. Igen kom ytringsfriheden til debat. Skal man råbe, bare fordi man kan? Det handlede Facebook meget om.

Pludselig var Corona noget, nogen begyndte at tage alvorligt. Danmark blev delt i to lejre. Dem der sagde, at Corona var noget, vi burde holde lidt mere øje med, og dem, der råbte i store ord, at der var tale om hysteri. Så gik der tid med det. Store ord og nedgørende kommentarer om DEM, der ikke mente det samme som MIG!

(Hold nu op hvor vi slettede mange opslag i vores info-bygrupper i øvrigt)

Nå. Så kom dagen, hvor vores statsminister råbte Danmark op. Vi skulle rent faktisk tage det her alvorligt. Holde afstand og passe på os selv og hinanden. Vi fulgte Italien på NEWS, så døende folk ligge i sygehussenge, mens læger og sygeplejersker kæmpede en urimelig kamp. Det gjorde alligevel indtryk, og her startede samfundssindet så på Facebook igen i stærk kontrast til dem, der havde mere brug for at RÅBE af alle dem, der hamsterde toiletpapir. I det hele taget var der i den kommende uge kun 3 slags opslag på Facebook. Dem hvor folk hyldede sundhedspersonalet. Dem hvor folk skældte larmende ud over andre. Og så opslagene med barndomsbilleder.

(Hold nu op hvor vi IGEN slettede mange opslag i vores info-bygrupper)

Hamstrings-foragten fortsatte i stor stil. Folk kunne slet ikke komme til for hinanden for at understrege, at de i hvert fald ikke hamstrede hverken gær eller køkkenrulle, men at alle andre gjorde det og burde sættes i gabestok på byens torv. I butikkerne kunne man ikke kende dette billede; her fortalte butikschefer lystigt om samfundssindet og den ro og respekt, langt de fleste lagde for dagen, når der blev handlet.

Corona-virus lagde sig for en uge siden ganske tungt over landet. Nu var det alvor. Det sagde både statsministeren og HM Dronningen.

Og pudsigt nok tændte det lige ekstra op for Facebook-opslagene. Man kunne ikke sparke sig igennem for “LAD OS HYLDE SKRALDEMÆNDENE, SYGEPLEJERSKERNE OG KASSEDAMERNE” i kontrast til “Bliv hjemme eller du slår os alle sammen ihjel”, og “alle der går ud uden at have en årsag burde lægges i benlås og overdænges med rådne æg”.

Det skal tilføjes, at der i denne uge også startede en trend, hvor alle har delt billeder af at være alene i naturen, “Se vi overholder reglerne, vi er helt alene i skoven, ved stranden, i parken – seeee vi holder afstand”.

Jeg var og er ikke en hujende fis bedre – det er jeg i det hele taget ikke i nogen henseender end alle andre derude i mine tossede opslag på Facebook – jeg konstaterer blot og opsummerer – vi gør dog nogle mærkelige ting, når et ukendt pres lægger sig over Danmark.

Billede fra min egen Facebookside “Se jeg går nærmest helt isoleret og alene i Arnbjergparken. Med min hund.”

Men hvad vil jeg så? Jo – Kan I se det – den røde tråd? Der skal denondelyneme bare peges fingre og rakkes ned på dem, der ikke gør det, vi selv sidder og selvretfærdigt tænker er rigtigt i vores selvfede selviscenesatte politiuniform – hold dog op altså! Spred lige noget optimisme i stedet. Der er brug for det som aldrig før. Og hvis det endelig er dig så magtpåliggende at hæve stemmen, så gør det eftertænksomt og konstruktivt, vil du ikke nok…

Del flere lækre billeder af jer selv i naturen. Ros og anerkend alle dem, der gør det godt, dem er der flest af, og lad så myndighederne og det rigtige politi tage sig af banditterne. DU bliver ikke til et bedre menneske af at score åndsvage FACEBOOK-point på at nedgøre andre. Ikke her i hvert fald! TVÆRT IMOD!

Kunne vi starte en kædereaktion? Erstat alle de stive pegefingre med pæne og anerkendende opslag på de sociale medier. Der er simpelthen så mange derude, der gør en kæmpe forskel – og der er også allerflest mennesker, der rent faktisk prøver at gøre deres bedste. Men det kan godt være, de kommer for tæt på dig i køen, men måske er det fordi, vi alle sammen i splitsekunder glemmer alvoren og “kommer til at falde i den hverdag vi kender bedst”, og smil så og mind venligt om #holdafstand, i stedet for at spæne hjem og skrive på Facebook, at der var en dum ko der trak vejret 1,5 meter fra dig i stedet for 2 eller 3 meter, – vedkommende er sikkert både skamfuld og ked af det og har LÆRT. Og de tosser der stadig mødes og drikker øller på bænke og hoster på hinanden – JOW de er da vanvidsdumme, men de bliver ikke klogere af, at du og jeg skriver det på Facebook, det vil jeg nærmest tro, de er ligeglade med. Lad myndighederne klare det, de er garanteret bedre til det, end både du og jeg med vrede ord.

DEL et positivt budskab – et lækkert foto – en ros til dem, der fortjener det – vil I ikke nok

#holdafstandogsmil #sammenkanvi #samfundssind

DEL