Urmager fra Skovlund får stor hæder for sit teatervirke

Det blev Marie Markvard Andersen og Aage Ølgaard, der modtog årets Anne og Arne Aabenhus legat . Det er den fornemste hæder der gives til en enkeltperson indenfor amatørteater i Danmark. I år gik prisen smukt til repræsentanter fra to forskellige generationer i DATS.

Aage Ølgaard er fornylig blevet pensioneret, og har i mange år arbejdet som urmager i Grindsted.

Legatet blev overrakt af formand i DATS Pia Bredow i forbindelse med DATS’ Årsmøde i Haslev d. 30. april 2016. Om Aage Ølgaards arbejde, blev der blandt andet sagt:

“Aage har igennem en menneskealder været et dedikeret amatørteater-og DATS menneske, både hjemme i 7-Kanten/Varde Sommerspil og i lands DATS regi.Altid møder han frem. Altid stiller han op. Og altid er han villig til at hjælpe og stille sin viden og kunnen til rådighed.

Kombinationen af de to tilgange til teknikken, den gammeldags, fællesskabs- og foreningsorienterede dele-tanke og den hypermoderne, freakede fascination, gør Aage til en unik ”teknik-bank-bestyrer”. Til en værdifuld og favnende konsulent. Og til et rigtigt DATS menneske: Lige dele historisk ”grounded” og futuristisk fantasifuld og fandenivoldsk. For det er vel på mange måder essensen af DATS: Erkendelsen af og sansen for vores kultuhistoriske arv og værdier, der konstant mødes og udfordres, dekonstrueres og genfødes eller nyformuleres i mødet med den fremtid, der begynder hvert eneste øjeblik.”