Speedway i Outrup i aften er aflyst

Det er en løbsarrangørs værste mareridt, at skulle skride til aflysning af et løb, men der er desværre ingen vej udenom.
Vejrguderne er desværre ikke stemt for at der skal køres speedway i Outrup, og derfor er fredagens match på Varde Motor Arena aflyst.
– Hele ugen har vi haft styr på banen men med udsigten til meget regn i morgen tør vi ikke andet end at skride til aflysning. Og selvom det på godt jysk er træls er vi nødt til at udvise rettidigt omhu, og tage den tunge beslutning nu. oplyser pressechef Thomas Valsted.
– Vores set-up til ligaløbene er meget omfattende med 300 – 400 spisende gæster, 100 – 130 frivillige, presse, mange tilskuere, og 2 hold med kørere der kommer langvejs fra. Derfor vil vi hellere aflyse nu fremfor på dagen tæt på løbsstart, tilføjer han.
– Denne gang er det ekstra ærgerligt da vi både har besøg af Grand Prix stjernen Anja Nissen og TV2 Sport der havde planlagt matchen som en direkte TV-transmission., slutter han.
Klubben melder ud, så snart de kender en ny dato for løbet.