Spænding i sidste turneringsrunde i Varde Golfklub

Varde Golfklub 2. division: Fra venstre: Træner Jacob Tranberg, Kasper Guldager, Nikolaj Viuff, Patrick Frederiksen, Michael Grøn. Nederste fra venstre: Simon Steffensen, holdleder Jan Christensen samt Jacob Kjær. Foto: Varde Golfklub
Holdleder Jan Christensen udtalte først på året, at han var meget spændt på sæsonen i 2. division, da puljen er den samme, som i sin tid sendte Varde Golfklubs førstehold ned i 3. division. Og spændingen er helt intakt! Inden sidste spillerunde kan holdet faktisk både rykke op og rykke ned.

Spillerne på Varde Golfklub 2. divisionshold skal præstere deres ypperste på udebane på lørdag mod Breinholtgaard, hvis de skal videre til oprykningsspillet. På søndag spiller holdet på hjemmebane mod Kolding – en match som spillerne skal sætte sig godt op til, ad den heller ikke bliver let.

Begge daqe spilles der foursomes om formiddagen, og om eftermiddagen spiller alle singler.

Holdet består af Michael Grøn/Patrick Frederiksen, Simon Steffensen/Kasper Guldager, Nikolaj Viuff/Jacob Kjær.

Varde Golfklubs Sportsafdeling håber, at der kommer rigtig mange interesserede forbi og følger spillerne. Der bydes på kaffe og kage i starthuset søndag kl. 10.30 – 14.00.

Varde Golfklubs hold i 4. division med målet om at rykke op i år kan selv afgøre sin skæbne ved at vinde over Give Golfklub og Dejbjerg Golfklub i weekenden.

I 5. division har Varde Golfklubs hold bestående af hovedsageligt unge spillere en puljesejr inden for rækkevidde. De må dog ikke ligge på den lade side i weekenden, idet der skal vindes.

I 3. division for damer skal der kæmpes videre for at forblive i rækken – alle har masser af gå-på-mod og tror på sagen.

DEL