Sommerhusudlejer afholder affaldsindsamling i Blåvand

Vi står over for mange komplekse problemstillinger, når det kommer til et rent og sundt hav, men ét problem er nemt at forholde sig til: Skrald. Den enorme mængde affald i vores oceaner er en trussel for såvel mennesker og dyreliv som for de mange lokalsamfund, der er afhængige af rene kyster og et sundt hav.

Søndag den 6. maj 2018 afholder sommerhusudlejeren NOVASOL derfor deres tredje affaldsindsamlings-event, NOVASOL Coastal Care, på kyster i 10 europæiske lande, heriblandt mange steder i Danmark.

–  I Danmark holder vi affaldsindsamlings-events over hele landet fra Blokhus og Vorupør til Binderup og Hornbæk, fortæller Susanne Østergaard, som er servicechef hos NOVASOL i Danmark. Et af de disse steder er i Blåvand.

NOVASOL Coastal Care 
I Blåvand afholdes eventet ved Sandkassens Grill & Vaffelbod, Fyrvej 63A
– Vi starter klokken 11 og bruger et par timer på at fjerne affald fra området, hvorefter der vil være rigtig flotte præmier fra de lokale sponsorer. Tag børnene med og få et par gode timer på stranden. Der vil være kage fra Torvebageren, goodiebags til de 100 første børn fra MENY samt der er refleksveste og handsker til de 60 første deltagere, forklarer Malene Haahr, som er ansvarlig for eventet i Blåvand.
Og der er brug for støtte fra lokalområdet:

–  Vi håber meget, at folk i området vil komme og give en hjælpende hånd for at holde vores fælles strand ren, da indsatsens succes er fuldstændig afhængig af hjælp fra frivillige. Man kan læse mere på vores hjemmeside – eller selvfølgelig bare møde op ved Sandkassens Grill & Vaffelbod søndag den 6. maj klokken 11, forklarer Malene Haahr.

Det store billede
NOVASOL afholder næsten 40 affaldsindsamlinger i anledning af NOVASOL Coastal Care 2018. Indsamlingerne finder sted i både Sverige, Norge, Tyskland, Polen, Holland, Frankrig, Spanien, Italien, Kroatien og selvfølgelig Danmark.
– Vi ønsker at give noget tilbage og støtte den vigtige sag. Vi er alle afhængige af havet og dets ressourcer, og at afhjælpe det omfattende forureningsproblem er vores alles ansvar, lyder det fra Susanne Østergaard.

I 2017 fjernede NOVASOLs ansatte, husejere og andre lokale frivillige mere end
6,5 tons affald fra kyster i 10 lande i forbindelse med NOVASOL Coastal Care.
Udover det primære formål om at mindske forureningen af vores kyster, er en central
motivationsfaktor bag NOVASOL Coastal Care at bakke op om de mange lokalsamfund, som er afhængige af et sundt hav og rene kyster.

–  Igennem vores kontorer, medarbejdere og partnerskab med sommerhusejere er vi en del af lokalsamfund over hele Europa, og en helt central del af vores virksomhedsfilosofi er netop at støtte op om disse samfund, forklarer Susanne Østergaard.08

DEL