Sommerhus rippet for indbo til en værdi af 150.000 kroner

En 24-årig mand og en 17-årig kvinde fra Esbjerg brød i weekenden ind i et sommerhus på Møllehusvej i Blåvand.
Der boede de et døgn og derfra holdt de øje med et sommerhus på Sandtoftevej. Da de så at ejeren smuttede fra huset, så de deres snit til at komme ind via et åbent vindue.
Derved kunne de gå fra huset med deres tyvekoster til en værdi af op mod 150.000 kroner.
Det første sommerhus efterlod de i miserabel stand. Der var skoddet cigaretter over det hele, også i sofaen og der var spildt maling på gulvet, der var mel ud over det hele og indholdet fra køkkenskufferne var smidt rundt.
Desværre for tyvene så kom de tilbage til huset på et tidspunkt, og der blev de taget godt imod af politiet, som kunne varetægtsfængsle manden, mens pigen blev løsladt efter endt afhøring.
Tyvekosterne er senere fundet – noget er dog gået i stykker.

DEL