Sommerferieværkstedet på tur

Som noget helt nyt åbner også Agerbæk-, Nr. Nebel-, Oksbøl- og Ølgod Bibliotekerne denne sommer dørene op for et sommerferieværksted. Seje slanger, farverige fisk og bomstærke bjørne er blot nogle af de dyr, som børnene kan lave med personalet, når de i ferieværkstedet får mulighed for at udfolde sig kreativt ved at klippe-klistre, lime og farve i alle regnbuens farver.

Står solen højt på himlen denne dag, er det også muligt at låne en pose med materialer med hjem eller ud i naturen – måske I kan lave fuglen, som I kan høre synge fra trækronerne, eller den gøende hund, som kan høres i det fjerne?

–  Det er takket være en puljepenge fra staten, der gør, at vi har denne fantastiske mulighed for at lave sommeraktiviteter for børn ude i vores filialer, udtaler formidler Hanne Rasmussen fra Varde Bibliotek.

Ferieværkstedet er for børn i alderen 6-13 år, men mindre børn er også velkomne, så længe de er ifølge med en voksen. Det koster intet at deltage i aktiviteten.

Sommerferieværkstedet finder sted på følgende datoer:

Agerbæk Bibliotek, ons. d. 8/7, kl. 10-13.

Nr. Nebel Bibliotek, man. d. 13/7, kl. 10-13.

Oksbøl Bibliotek, man. d. 20/7, kl. 10-13.

Ølgod Bibliotek, man. d. 27/7, kl. 10-13.

Husk også, at dit barn alle onsdage i sommerferien kan hente en pose på dit lokale bibliotek med mulighed for kreativitet derhjemme. Disse poser kan ikke forudbestilles og udleveres efter først-til-mølle-princippet.