Sluk af FM på fællesantennen

Så har Yousee slukket for FM signalet, og i den forbindelse er Nicolai T. Køhler fra Varde TV og IT Service på banen med gode råd:

Min anbefaling er, at du får en internet radio. Læs her hvorfor…..
Du kan dog sagtens stadig høre radio, du skal bare høre det på en anden måde. Yousee har mulighed for at du kan modtage en stueantenne. Denne løsning kan være fin til nogle folk, men for de fleste er den ikke god nok. Grunden til at den ikke er god nok, er at antennen skal være rettet ud i fuld længde for at virke bedst muligt. Derudover bliver signalet hurtigt begrænset af vægge, tage, omkringliggende bygninger og kan også blive påvirket af vejret. Ud over at blive påvirket af mange ting her og nu, vil det også kun være en midlertidig løsning. Årsagen til at det er en midlertidig løsning, er at der bliver slukket helt for FM signalet i løbet af 2-3 år.

DAB/DAB+
En anden mulighed er så afløseren for FM, nemlig DAB. DAB står for Digital Audio Broadcasting og er radio signal i digital kvalitet, så det giver lidt andre tekniske muligheder.De fleste DAB radioer har en fast antenne. Denne antenne har dog de samme begrænsninger, som stueantennen til FM. Signalet bliver hurtigt påvirket af diverse udefra kommende omstændigheder. En anden udfordring her i Varde, er at DAB signalet generelt ikke er specielt godt. Flere steder kan der slet ikke fås signal, andre steder får man signal men mangler en eller flere kanaler.

Radio via fjernsynet
Der er også den mulighed at høre radio via ens Tv. Alle fjernsyn i dag kan høre radio, så snart de får signal fra Yousee / Varde antenneforening. Den nemmeste måde at finde kanalerne her, er ved at stå på program 1 og så bladre ned / bagud i kanalerne, så kommer man som regel til dem. Enten med det samme eller efter nogle få tryk forbi andre ting. Denne løsning kræver dog at dit fjernsyn skal være tændt hele tiden, mens du hører radio.

Internet radio
Min helt klare anbefaling i alt det her er derfor, at du investerer i en Internet radio. Det kræver selvfølgelig at du har en trådløs internet forbindelse i huset eller får det lavet. Alternativt skal du have et netværkskabel fra din router og til radioen. Men uanset hvad du vælger af forbindelse til en internet radio, vil den ikke blive påvirket på samme måde, af udefra kommende ting. Den er også mere fremtidssikret da internet er udbredt i hele verden og bliver mere og mere brugt til mange ting. Hvis vi kigger lidt tilbage, på DAB signalet, er Danmark 1 ud af kun 8-10 lande i hele verden, som bruger DAB. På en internet radio kan du selvfølgelig tage alle kanaler fra DR, du kan høre den lokale radio station og ud over det, kan du høre lokale radio stationer fra hele Danmark og fra resten af verden. Så hvis du er 14 dage på ferie i Spanien hvert år og har fundet en radio kanal der, som bare spiller rigtig godt musik, vil du nu kunne høre den hjemme i stuen via en internet radio.
Håber du kan bruge denne viden og er blevet klogere på hele dette, noget komplekse, område.

Vi takker for denne nyttige vejledning til http://www.vardeservice.dk/