Skovlunds skolemor skaber tryghed i hverdagen

Vidste du, at Skovlund Efterskole har sin helt egen “Skolemor” til at støtte eleverne i det praktiske?

At tage på efterskole og komme væk fra hjemmets trygge rammer kan nemlig være en udfordring for nogle unge – og til tider også deres forældre. Der er masser af ting man pludselig selv skal stå for, og hverdagssituationer hvor mor eller far ikke lige er for hånden til at spørge. Og det kan for nogle elever og deres forældre være svært at håndtere. Skolen prioriterer elevernes tryghed og trivsel højt, da det er en forudsætning for at kunne lære.

Efterskolens “Skolemor”
På Skovlund Efterskole har man derfor en “Skolemor” til at hjælpe eleverne med hverdagens udfordringer. Tina Tyndkjær er personen, som hjælper med alt andet end det som handler om skolegang. Værelser, tjekker op på rengøring, lære eleverne at betjene vaskemaskinen og alle de små praktiske problemer og spørgsmål som opstår i hverdagen. Det kan også være at have en og snakke med, hvis man ikke trives med sine værelseskammerater.

Kontaktperson til forældre
Er eleverne syge, så kommer de på sygegangen, og Tina tager sig omsorgsfuldt af dem. Hvis de skal til læge, så hjælper Tina med at få booket en tid, og køre eleven til lægen. Det er også Tina, som er kontaktperson til forældrene omkring al det praktiske. Det er en stor tryghed for både elever og forældre, at have én fast person de kan være i kontakt med igennem hele skoleåret.