Skatteregler forhindrer madspildstiltag i kantiner

Foto: Arkiv
Madordninger på jobbet er et populært personalegode, men hvis medarbejderne skal undgå beskatning af arbejdsgiverens tilskud til ordningen, må det daglige madindkøb ikke justeres efter hvor mange, der spiser med de enkelte dage.

Ingen gider smøre en madpakke, hvis de kan blive fri for det.

– Kantineordninger er Danmarks mest populære personalegode, og af samme årsag synes antallet af forskellige madordninger på landets mange arbejdspladser at vokse år for år, siger chefkonsulent og skatteekspert i BDO, Henning Boye Hansen.

Madordningernes popularitet skyldes ikke kun, at medarbejderne slipper for madpakken, men også at arbejdsgiveren gerne må give et pænt tilskud til ordningen, uden at dette udløser beskatning hos de ansatte. Eneste krav er som udgangspunkt, at der ikke må serveres luksusmad, og at medarbejdernes af egen lomme betaler mindst 15 kr. pr. dag. Dog 20 kr. hvis der serveres andet end postevand til maden.

Ikke uden torne

Selvom skattereglerne som udgangspunkt støtter op om de populære madordninger ved at lade arbejdsgivernes tilskud til disse være et skattefrit personalegode, så er reglerne ikke uden torne, og de kan bestemt ikke betegnes som tidssvarende.

Fx understøtter reglerne ikke ønsker om at minimere madspild. I skattemyndighedernes såkaldte juridiske vejledning på skat.dk anføres således, at virksomheden løbende skal indkøbe (producere) et fast antal kuverter, som er uafhængigt af antallet af medarbejdere, der er til stede på dagen. Der må gerne tages højde for ferieperioder, men der må ikke dagligt tages højde for et forventet antal medarbejdere, der deltager i frokosten. Dette skyldes angiveligt, at personalegodet ellers (i princippet) kan individualiseres i forhold til de medarbejdere, som er på arbejde på dagen.

En unødig restriktiv og utidssvarende praksis mener chefkonsulent og skatteekspert i BDO, Henning Boye Hansen:

– I en tid, hvor der tales meget om behovet for at reducere en hver form for madspild, bør det være naturligt, at også skattemyndighederne bidrager til det gode formål ved at justere praksis, udtaler Henning Boye Hansen og tilføjer:

– I cateringbranchen er der jo for længst udviklet apps, der giver virksomhederne mulighed for dagligt at justere antallet af kuverter. Det reducerer virksomhedernes omkostninger og modvirker madspild, men hvis muligheden udnyttes, kan det skabe et skatteproblem, og sådan bør det selvfølgelig ikke være, slutter Henning Boye Hansen fra BDO.

DEL