Så lå man der – med en hel værktøjskasse i munden

Så var det blevet tid igen. 

Kunne godt selv høre det – at jeg var en anelse pinlig at høre på, dagene op til… Børn var i hvert fald begyndt at rulle med øjnene…

Når den her SMS bipper ind “Husk din tandlægetid…”, ja så begynder jeg allerede at blive lidt klam i håndfladerne. Og denne gang var det nok lige en tand (apropos) værre. Vidste nemlig godt at verdens bedste tandlæge, som jeg er så heldig at have, ikke ville lade mig gå med det sædvanlige “Det var så den tandrensning, vi ses om et år”.

Der skete nemlig det, at jeg sidst i december bed i i noget, – lad os bare sige det som det er – en anelse uheldigt julekonfekt. Og lige i det man tygger – kender I det …? ja så VED man, at det der føltes ikke godt.

Negligerede øm tand julen over og lovede mig selv at ringe til tandlæge i januar. For man skal da ikke gå der med tandpine. Forsøgte alligevel at fortrænge.  Måske fordi god ven kunne berette om jule-tandpine, der var endt i hele 4 bistre tandlægebesøg med rodbehandling og bedøvet kæbe i dagevis. Det kunne jeg slet ikke overskue at skulle igennem…

I februar kom jeg i tanke om, at jeg var stoppet med at tygge i venstre side, og at varm kaffe egentlig ikke føltes helt lækkert i den del af munden. Hmmm. Overspringshandlinger. Indtil jeg blev overhalet af tandlæges SMS.

Gik den tunge gang op af trappen i morges. Har som sagt verdens bedste tandlæge OG klinikassistent, der begge gennemskuede mig og VED, det er som at få en 5 årig ind, mens jeg diskret hvisker, om man kan bestille fuld narkose…

– Jamen Ulla – er det den bette flig der, du jamrer over – det er hurtigt klaret, lød det fra tandlæge, mens jeg fik proppet en støvsuger, et stikbord, sømpistol og en vinkelsliber i kæften – kombineret voldsomt brusebad.

Klamrede mig til stolen med alle nerver i beredskab, så knoerne var hvide, og svedperler ku’ mærkes buldre frem på næsen.

– Du overlevede, sagde tandlæge så pludselig, da jeg tænkte på, hvornår de sådan rigtigt gik i gang. Og så tilbød hun mig en helt spændende ganske smertefri tandmassage (også kaldet tandrensning), som jeg prompte takkede ja til.

Sidder nu her og smiler. Og har bedt Kim tage solbriller på for ikke at blive blændet. Og nej, jeg lider ikke som sådan helt af tandlægeskræk. Men der er bare rigtig mange ting, jeg hellere vil, end til tandlæge. At undgå tandpine er en af dem!