Så er den indre Corona-svinehund lukket ud igen

Det er bragende irriterende – en hund der står og gør i timevis – jeg har selv en i baghaven, og selv om jeg har råbt over hækken et par gange – og ringet på hundeejers dør og sagt, at det er altså er synd for den hund, at den skal stå og hyle og tude i 3-4 timer hver formiddag, så er det alligevel ikke så irriterende som alle dem, der gør – på de sociale medier. Jøsses altså!

Ganske som forventet er COVID-19 ikke noget, vi sådan er sluppet af med, fordi det har været sommerferie. Når man nu lukker en masse turister ind i landet og opfordrer danskerne til at bliver hjemme, ja, så vil der altså komme tryk på kedlen rundt om i det danske ferieland. Og ja, der er nok nogen, der har glemt at holde sig for munden, da de hostede. Og andre, der glemte håndspritten, da de gik ind og tog en kundevogn i supermarkedet. Og så er helvede jo løs… eller?

Når så ferien er ovre, og vi stuver en masse skoleelever ind i små klasselokaler, så er der altså også en vis risiko for, at noget bakterie vil baske rundt – også selv om lærerne fløjter rundt med 120 i timerne for at hælde håndsprit ud over eleverne. Det er uundgåeligt.

Men. Jeg tror egentlig de fleste prøver at gøre det hele så godt, de overhovedet kan.

Ansatte i butikkerne tanker litervis af håndsprit op. Det er bare DIG, der skal huske at bruge det. Ganske som i skolerne, på arbejdspladserne osv.

Mon ikke vi alle sammen gør vores bedste. Og alligevel, så skal der denondelyneme bare bjæffes op. Fordi vi mennesker på en eller anden forunderlig måde måske får det en lille smule bedre af at pege fingre af dem, vi synes gør tingene ringere end os selv.

Jeg bliver simpelthen så TRÆT af at læse alt det forbaskede selvfede vrøvl om, hvor slemme alle andre er, og hvad man i hvert fald ikke kunne drømme om at deltage i – og at alle der gør det, må være dumme bla bla blaaaa.

Vel skal vi passe på – passe både på os selv og vores medmennesker. Og vi skal passe på alle dem, der kæmper for at holde gang i deres butik – deres forening – deres virksomhed… Og vi gør det altså ikke bedre ved at pege fingre og skrive ukvemsord på Facebook om andre mennesker.

Folk kæmper lige nu. Erhvervslivet bløder. De selvstændig erhvervsdrivende bider negle over spekulationerne over, hvad det er for et efterår, vi går ind i. Imens vi alle sammen vel virkelig forsøger at gøre vores allerbedste og spritte af og holde afstand – så kan vi ikke alle sammen STAY HOME, fordi så knækker vi altså landet!

Brug fornuften – brug smilet – tænk før du taler – tænk ekstra meget før du skriver – og husk nu dig selv – sprit af og hold afstand – og overvej en ekstra gang, om det virkelig gavner nogen at spæne hjem og svine køen i supermarkedet til eller den aktivitet, du så billeder af et eller andet sted, på de sociale medier. Der er altså nogle mennesker bag – oftest med de bedste intentioner, der ikke ønsker, at DU bliver smittet.

Intet tyder på, at efteråret bliver bedre end foråret – og mon ikke både mundbind og endnu mere sprit og færre sammenkomster er på vej ind i vores dagligdag – men mon ikke også vi kommer bedre igennem det, hvis vi krydrer det irriterende sprit med både venlighed og knap så meget corona-politi-attitude….

Husk – for hver gang du peger fingre, er der tre fingre, der peger mod dig…!