Rigtig glædelig december

SÅ landede december – årets absolut hyggeligste måned. Ja, jeg er meget begejstret for jul og alt, hvad der følger med. Duften af nypillet juleappelsin og pebernødder – kalenderlåger, der skal åbnes og julekalenderen på TV, man skal følge med i.

Det er alt sammen noget, jeg er vokset op med, og som jeg nyder at sende videre til mine piger – traditioner – af den hyggelige slags.

Jeg er en af de få, der stadig sender et julekort. Med posten. I ved – med frimærke… og håber det når frem i år. For der er nu noget over at skrive et julekort. Denne ene gang om året må PC’en hvile, mens kuglepennen (udtales: julepennen) findes frem. Og det minder mig om, hvor sjældent det i grunden er, man skriver noget – rigtigt – der ikke foregår på tasterne og print. Og med i julekortet ligger såmænd et foto, traditionen tro, af pigerne der selv synes, det er ganske pinligt. Men igen – der er nu også noget over et foto – et rigtigt foto, der ikke er bag en skærm.

Om det er min alder, eller nostalgien, der henvender sig vildt anmasende hvert år i december aner jeg ikke. Men jeg har i sinde at gøre det hele igen til næste år.

Når jeg nu vælger at svælge i juleidyllens traditioner i denne klumme, så handler det også om, at jeg er nødt til at SENDE DET VIDERE. Jeg kørte min ældste datter i skole i morges, som den curlingmor, jeg nu engang er – og hun sagde til mig – Mor, nu skal vi huske at nyde december, for den slutter altid, inden man rigtigt er kommet i gang!

Det sad jeg så og tænkte lidt over hen over min kaffe her til morgen på kontoret.

Lad os alle sammen huske at nyde alt det gode, der er i denne decemberjulemåned. Tag en lille pause fra stress og jag, tænd for en af årets mange hyggelige julekalendere på TV, og tænd kalenderlyset, pil en appelsin og duft. Og send et julekort til en, du holder af.

Rigtig glædelig december derude…

 

DEL