Projekt om fremtidens fjernvarme uden forsinkelser

Bølgerne gik højt i forbindelse med DIN Forsynings udmelding om selv at ville producere fjernvarme til de omkring 25.000 husstande i Esbjerg, Varde og på Fanø. Striden gik på, hvor lang tid Ørsted skulle holde gang i det eksisterende kulkraftværk, for at DIN Forsyning havde en chance for at bygge den grønne løsning, der var på tegnebrættet.

Resultatet blev, at Energistyrelsen satte en deadline på 1. april 2023. Det virkede som en snæver, men realistisk tidsplan for DIN Forsyning, som herefter satte alle sejl ind på at få bygget blandt andet Danmarks største havvands-varmepumpe og et stort flisværk.

Tidsplanen holder stadig
De seneste uger har Danmark, og resten af verden, været lukket delvis ned på grund af corona-pandemien, men hos DIN Forsyning er man stadig fortrøstningsfulde og regner med at nå deadline.

– Da pandemien ramte og vi blev sendt på hjemmekontor, var vi som alle andre lidt usikre på fremtiden, men heldigvis har vi via telefon, mails og videomøder kunnet holde dialogen med dem, der skulle hjælpe os i projektet, fortæller projektchef Kenneth Jørgensen fra DIN Forsyning.

God dialog med myndighederne
Igennem de sidste uger har Kenneth Jørgensen oplevet en god dialog med miljømyndighederne, der har vist velvilje til at hjælpe projektet godt på vej.

– Vi er i en fase, hvor rigtig mange tilladelser skal falde på plads. Derfor har det været rigtig dejligt med lidt rygvind på den front. Samtidig har ingen af vores potentielle leverandører til de store enheder meldt om nogle problemer med leveringstider, så vi regner med, at vi stadig når det, som det ser ud nu. Vi er naturligvis meget afhængige af, at situationen i verden bliver bedre, så vi holder meget øje med situationen også uden for Danmarks grænser.

Testanlæg på Esbjerg Havn
Planen er, at den store havvands-varmepumpe skal placeres på Esbjerg havn. Den skal suge havvand ind i havnen, trække varmen ud og pumpe det afkølede vand tilbage i Vadehavet. Der skal pumpes omkring 4.000 liter i sekundet, så der kommer tryk på. Når vandet suges ind, sker det gennem et cirka 1 km langt rør fra havnebassinet til selve varmepumpen og ca. 1 km ud igen.

På havnen i Esbjerg har DIN Forsyning opsat et lille testmiljø af den kommende havvandvarmepumpe (forgrunden) der 1. april 2023 skal erstatte Ørsteds blok 3 (baggrunden).
(Foto: DIN Forsyning)

– Alle der har haft båd ved, at der kan komme muslinger og anden begroning på alt, hvad der er i berøring med havvand. Når vi suger så meget, kan der også komme andre fremmedelementer med ind. Det kan godt give problemer for varmepumpen, hvis den trækker alt for meget af dette med ind. Det sætter også krav til filtre og rensning af røret, fortæller Kenneth Jørgensen.

Forsøg med miniature viser fremtiden
DIN Forsyning har derfor ønsket at teste forskellige materialer for, hvor hurtig der kommer begroning på overfladerne. Derfor er der i øjeblikket opstillet et større forsøg på havnen i Esbjerg. Her udføres nogle forsøg omkring indsugningshastighed, overflader og rørstørrelser i forbindelse med muslingelarver.

Selve indsugningen er lavet som en miniature af det store anlæg. Det vil give et billede af, hvor mange plastikposer, pinde, søgræs og andet, DIN Forsyning vil komme til at skulle håndtere i indsugningsfilteret.

FAKTA

Den kommende løsning bliver baseret på:

  • 50MW havvandsvarmepumpe-anlæg
  • 60MW fliskedel-anlæg baseret på 100% bæredygtig flis
  • 30MW elkedel-anlæg (spids- og reservelastanlæg)

 

– Byggestart forventes 1. kvartal 2021

– Start anlægstest oktober 2022

– 1MW solceller på taget nye bygninger