Privat vagtværn i Alslev skal holde tyvene væk

Indbrudsbølgen i Alslev har afstedkommet et privat vagtværn. 

Det var især to hændelser, der gjorde, at lokale borgere gik sammen og blev enige om at gøre noget – forsøge at forebygge indbrud i Alslev.

Der har der indenfor den sidste uge, udover de indbrud, vi på GoVarde.dk har fortalt om, også været to indbrud på Forumvej, fortæller en læser i en privat besked til GoVarde.

– Ved det ene indbrud lå manden i huset og sov og opdagede ikke indbruddet. Der var efterfølgende også indbrud på Uranusvej, fortæller vores lokale Alslev-kilde.

Lokalsamfundet er derfor nu gået sammen om at gå nattevagt i byen, således at man kan prøve at dæmme op for de daglige indbrud.