Pli – opdragelse og almen dannelse

“Skal vi ikke lige sige at vi alle sammen lader telefonen blive i lommen”

Ordene kom fra min yngste datter forleden, da vi alle var ude og spise. Jeg greb mig selv i at skamme mig lidt… er jo så forbandet invaderet af den overbevisning, at jeg er nødt til at tage billeder af alt… faktisk en tvangshandling der har forfulgt mig siden 9. klasse, hvor jeg fik mit første rigtig fede kamera… nå men det var en overspringshandlende kommentar.

Vi lod telefon blive i tasken, så piger ikke kunne hverken snappe eller lægge på insta, og jeg måtte undlade at tjekke ind med et fedt foto af det mad, jeg havde fået serveret. Så ellers ret lækkert ud. Lige til et instaopslag…

Sådan er der jo så meget… pli – opdragelse – kodeks… jeg er selv dybt tilhænger af det! Af den almene gode pli, og jeg er også i kategorien “bliver hamrende irriteret” hvis nogen smadrer top-egoistisk ind over mine almene pli-grænser. Selv når andre står hovedrystende og ser til… Hvad sker der? Kan de ikke selv se det?

Kan simpelthen ikke forstå hvor den gode opdragelse er – “at det der gør man altså bare ikke!”

Telefonen er en af dem. Og det har jeg skrevet pænt meget om i tidligere klummer… hvor møgirriterende det er at være et fravalg i en samtale, hvor telefon prioriteres frem for min tilstedeværelse.. men jeg er også tilhænger af den gode opdragelse – sådan helt overordnet. Som når det fx gælder om at rydde op. Også på en festival.

…Nøj, tør hun skrive om det? Om de unge festivalgæster, der grisser og  forlader smadrede telte…?

Nej, jeg vil ikke skrive særligt meget om det, fordi det er der så mange andre, der gør. Og noget af det jeg læser stinker af alt andet en pli og ordentlighed. Fra penneføreren.

Jeg tror ikke det hjælper at pege fingre og råbe af de her unge mennesker. Jeg tror til gengæld at det hjælper at tale pænt og rigtigt – og appellere – og mest af alt – være det gode eksempel.

Forleden kørte jeg bag en bil. Min datter bag rattet, og jeg sad (med snuden i min telefon…!!) da hun pludselig hamrer hornet i bund. Jeg spurgte naturligvis ganske chokeret hvad hulan hun havde gang i.

“De rullede vinduet ned og smed en affaldspose ud – idioter…!” Lød svaret.

Jeg blev helt glad. Så har min opdragelse da virket… eller… mens jeg pudser glorien tænker jeg, at jeg har haft en datter på Jelling, som jeg i hvert fald skal have fulgt op på rengøring med. Jeg sender også en datter afsted til festival nu inden længe.. og ja… der skal lige tales alvorsord igen. For en sikkerheds skyld.

Det er jo ikke altid alle de andre. Somme tider gør man jo også dumme ting selv, og hvem kan sige sig helt og aldeles fri for at have begået en plastikfejl på et tidspunkt. Men vi skal starte et sted. Og mit sted er at TALE med mine børn – om konsekvenserne af ikke at rydde op efter sig – for eksempel. Tænk hvis det virker… det er da værd at prøve..?

PS – ham min datter dyttede af, rullede vinduet ned og stak en arm ud med et ikke særligt pænt signal om at hun skulle blande sig udenom. Hans mor og far har nok glemt at tale med ham om pli og opdragelse…

DEL