Plads til begejstring

“Du er nu også så let at begejstre”, var der forleden en god ven, der sagde til mig.

Og så tænkte jeg (som set adskillige gange før) lidt over det. Er det dårligt at være sådan én, der nemt bliver begejstret? Altså sådan en, der hurtigt synes noget er vanvittigt spændende, smukt, kreativt eller vidunderligt nytænkende?

For hvis det er skidt, så er jeg nok en skidt person. For jeg bliver virkelig nemt – ja – begejstret. Fordi jeg ikke kan lade være. Jeg ejer ikke den her stopklods. Jeg har let til roser, og jeg deler virkelig gerne ud af dem, fordi jeg er af den overbevisning, at sure negative ting er der rigelig af i verden, så jeg vil meget hellere fokusere på de gode. Og fortælle dem. Skabe glade ringe i vandet.

Men måske man kan blive FOR begejstret, sad jeg så og tænkte… Måske jeg skulle skrue ned for alle de her ihhhh-næææh-ord, og i stedet begynde at tage fotos af tilbudsskilte med stavefejl og lægge dem på Facebook, for at hylde den løftede pegefinger noget mere. Er der mere … øhm… respekt omkring at være evig-kritisk? Og altid have en fordømmende slutspurt i enetalen om at det hele i grunden kunne have været meget bedre?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved til gengæld godt, at det ikke er alle steder, man ustraffet fløjter jovialt rundt på må og få. Der var faktisk engang en mand, der sagde til mig: Jeg stoler ganske enkelt ikke på en person, der altid smiler!

Øh…OK? Jeg har det faktisk lidt stramt med dem, der aldrig smiler?

Nuvel. Nu har jeg så spekuleret over det en halv times tid, og så må det vel også være nok. Summa summarum: Jeg vil hellere være let at begejstre, end jeg vil være et indebrændt surt løg, der altid stiller skarpt på fejl og mangler. Sådan i det store billede i hvert fald. Og tro mig, når jeg siger, jeg synes noget er fantastisk, lækkert, smukt eller overvældende – ja så mener jeg det faktisk. Og oftest kan jeg slet ikke lade være med at sige det… lad det være min fejl og mangel.